Det er før sket, at et hold studerende er taget ud på ungdomsuddannelser for at fortælle om de enkelte uddannelser og Aalborg Universitet generelt, men nu bliver det sat mere i system.
- Vi kalder det AAU on Demand, og det gør vi, fordi gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler kan bestille et antal studerende fra Aalborg Universitet, som kommer ud på skolen eller gymnasiet og underviser eleverne i forbindelse med, at lærerene er væk på kursus, pædagogisk dag eller lignende. De studerende underviser i et emne, som udspringer fra deres eget studie. Undervisningen kan eksempelvis tage udgangspunkt i et af deres projekter. Samtidig får eleverne mulighed for at spørge til, hvordan det er at læse på universitet, og hvad man læser på de enkelte uddannelser, som de studerende repræsenterer. En bred vifte af studieretninger på AAU er repræsenteret i korpset – lige fra landinspektør til erhvervsjura, siger Annika Jørgensen fra Karrierecenteret på Aalborg Universitet.
Enkelte nordjyske gymnasier har før haft besøg, men der er store fordele ved, at det nu bliver sat i system.
- Før skulle vi ud for at rekruttere studerende hver gang, og det medførte typisk en lidt for ensidig faglig sammensætning af underviserne - det kommer vi ud over nu ved at have et fast korps. Og så sikrer vi nu i højere grad kvaliteten af de studerendes undervisning, da alle gennemgår en forberedende undervisningsworkshop, hvor de lærer det basale om formidling og præsentationsteknik. Og så får de mulighed for at forberede den undervisning, som de skal give ude på skolerne, siger Annika Jørgensen.
Og det er vigtigt, at det er studerende, der kommer ud på skolerne.
- Eleverne på skolerne er så nogenlunde jævnaldrende med de studerende, og derfor har eleverne nemmere ved at identificere sig med dem fremfor hvis det var undervisere eller andre, der fortalte, og den identifikation er vigtig. Den gør også, at eleverne på skolen nok er lidt mere trygge ved at stille spørgsmål til de studerende siger, Annika Jørgensen.
Hun håber som minimum på, at AAU on Demand kommer til at rykke ud 6-8 gange om året.
- Det tror jeg bestemt også er realistisk. Vi har lavet AAU on Demand på opfordring fra flere gymnasier, så jeg er ganske sikker på, at en del ungdomsuddannelser vil benytte sig af muligheden for at få en grundig orientering om, hvad Aalborg Universitet har at byde på, siger Annika Jørgensen.
Og det bliver i hvert fald ikke økonomien, der skal afholde skolerne fra at ringe efter AAU on Demand.
- Universitetet betaler de studerendes løn, så skolerne skal kun betale for transportomkostninger, forplejning og kopier for, at alle skolens elever kan blive klogere på, hvad man kan læse på Aalborg Universitet, og på hvordan det er læse her, siger Annika Jørgensen.