Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort et nyt Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 4. kvartal 2010 og deres forventninger til 1. kvartal 2011.
Virksomhedernes forventninger til 1. kvartal 2011 ligger på et relativt højt niveau. I figuren nedenfor vises nettotallene, som er et udtryk for forskellen mellem andelen af virksomheder, som forventer fremgang og andelen af virksomheder, som forventer tilbagegang. Resultaterne viser, at virksomhederne generelt forventer økonomisk fremgang. Den samlede konjunkturindikator ender således på +15.
På trods af virksomhedernes positive forventninger til ordreindgang, produktion, eksport og resultat, er deres forventninger til beskæftigelsen mere afdæmpede.
De større virksomheder er generelt mest optimistiske, og virksomheder inden for industrien ser lysere på fremtiden end virksomheder inden for bygge- og anlæg.
Note: Den samlede indikator er en sammenvejning af produktion, ordreindgang, beskæftigelse og resultat.
Barometeret har også målt virksomhedernes meldinger om hvordan det faktisk er gået. I 4. kvartal er produktion, ordreindgang og resultat forbedret markant i forhold til 3. kvartal. Beskæftigelsen viste ikke helt samme fremgang. Den samlede konjunkturindikator for udviklingen blev 14. I foregående måling forudsagde barometeret, at den ville blive 9.
Kommentar fra Institut for Økonomi og Ledelse, AAU:
- Det er interessant at forventningerne til 1.kv. er så positive i lyset af at 1.kv. som regel er et lavpunkt i forventningsbilledet. Det forholdsvist positive billede som tegner sig, tyder på, at virksomhederne omkostningsmæssigt er gearet til et spirende opsving. Udfordringen bliver at sikre en stadig produktivitetsvækst, siger Jesper Lindgaard Christensen, der er lektor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.
Kommentar fra Vækstforum Nordjylland:
- Virksomhedernes optimisme og forventninger om stigende eksport bekræfter vigtigheden af vores satsning på innovation og globalisering. Det er afgørende, at virksomhederne får omsat deres idéer til nye eller forbedrede produkter, der kan konkurrere både nationalt og internationalt. Nu mangler vi bare, at optimismen også bliver omsat i øget beskæftigelse, så vi kan gøre indhug i den alt for høje ledighed, siger Ulla Astman, der er formand for Vækstforum Nordjylland og regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Yderligere oplysninger:
Nordjysk Konjunkturbarometer
Nordjysk Konjunkturbarometer udarbejdes af Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet. Barometret bygger på svar fra virksomheder, som indgår i et panel af 1000 repræsentativt udvalgte nordjyske virksomhedsledelser. Nærværende måling baserer sig på 532 svar. Barometeret kortlægger både virksomhedernes tilbagemeldinger vedrørende den faktiske udvikling deres forventninger til udviklingen i en række økonomiske variable i det kommende kvartal - sammenholdt med den faktiske udvikling i det foregående kvartal. Læs mere om Nordjysk Konjunkturbarometer og den foregående måling på hjemmesiden: www.business.aau.dk/njk
Kontaktpersoner:
Jesper Lindgaard Christensen
Lektor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet
Tlf. 99 40 82 61/50 48 51 10
Ulla Astman
Regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for Vækstforum Nordjylland
tlf. 30 23 64 54