Det er niende år i træk, at Aalborg Universitet præsenterer sit sommer-eksperimentarium i Utzon Center på Aalborgs havnefront, hvor børn, unge og voksne kan lege sig frem til viden om teknik og naturvidenskab, og i år handler Universitarium om samspillet mellem naturvidenskab og sport.
- Naturvidenskab spiller en rolle for stort set alle sportsgrene, og ny viden om naturvidenskab og teknik har ændret vores måde at dyrke sport på. Bare tænk på den betydning det fik, da højdespringerne i sin tid begyndte at springe baglæns. Da fik rekorderne virkelig et løft, og naturvidenskab har haft – og har – stor betydning for måden, vi dyrker sport på. Det tænker vi nok ikke rigtig over til hverdag, men nu sætter vi fokus på det. Samtidig kan gæsterne lære mere om kroppen og finde ud af, hvilken sport man burde være god til med den kropsbygning, man nu har. Er man den hurtige type, den stærke, den reaktionsstærke, den udholdende eller slappe type, siger Universitariums projektkoordinator Lene Klitgaard.
Svaret findes ved en række små tests, hvor gæsterne blandt andet kan se, hvor lang tid de kan holde vægte i strakt arm, hvor langt de kan ro, og hvor højt de kan hoppe, og det er netop et af kendetegnene ved Universitarium, at gæsterne selv er aktive. Her finder du ikke uendelige tekster på kedelige plancher. Her handler det om, at gæsterne selv skal prøve teknikkerne på egen krop for at få en aha-oplevelse, og resultaterne fra testene kan Universitetet tilmed bruge til forskning.
Hjælpsomme piloter
Aha-oplevelserne hjælper et hold af universitetsstuderende, Universitarium-piloter, gæsterne med at få. Alle dage står piloterne klar til at hjælpe og forklare, hvordan apparaterne virker, og hvilke naturvidenskabelige kræfter, der eksempelvis gør, at det faktisk kan lade sig gøre at score direkte på hjørnespark – selv uden hjælp fra vinden. Anders Lohmann og Rikke Vandvig glæder sig til at skulle i gang med deres tredje pilotsæson.
- For os hedder det ikke ”at gå på arbejde”, når vi er her, for her leger vi sammen med gæsterne, siger Anders Lohmann, som læser maskiningeniør og derfor har godt styr på fysikkens regler, og han suppleres godt af Rikke Vandvig, som læser en kandidatuddannelse i idræt og derfor ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer, og hvorfor forskellige kropstyper er bedre til nogle sportsgrene end til andre.
- Vi piloter studerer forskellige ting, og vi har forskellige fritidsinteresser, og det gør, at vi kan hjælpe gæster med svar på spørgsmål om rigtig mange ting, siger Rikke Vandvig, som glæder sig til atter at have kontakt med Universitariums gæster.
- Vores fornemste opgave er at sikre, at gæsterne få en rigtig god oplevelse. Det er helt fantastisk at se, når børn, der til at starte med måske ikke er så interesserede i udstillingen pludselig ikke er til at rive væk, fordi de liiiiige skal prøve én gang til, siger Rikke Vandvig
- Ja, eller når børnene gerne vil videre, men forældrene liiige skal prøve noget mere, for det ser vi altså også, griner Anders Lohmann, som lover, at der i de tre daglige shows, som piloterne holder, vil være ”noget med noget ild”, og at der vil være mulighed for at smage skumfiduser, der er blevet knasende sprøde efter en tur i flydende kvælstof.
- Og hvis du er utilfreds med sportskommentatorerne i tv, får du også lejlighed til at vise, hvordan sport skal kommenteres. På udstillingen bliver der også mulighed for at se, hvad cyklen har betydet for kvindernes frigørelse – et særdeles aktuelt emne, når man tænker på, at kvinder i Saudi Arabien i dag kæmper for at få lov til at køre bil. Der venter mange gode oplevelser og venter på gæsterne, så jeg håber, at mange vil kigge ned til os i Utzon Center, slutter Lene Klitgaard
Yderligere oplysninger:
• Projektkoordinator Lene Klitgaard, tlf. 99 40 90 36, mobil 26 66 06 56
• Leif Heinzl, tlf. 29 46 89 07
• Læs mere på http://www.universitarium.dk/
Åbningstider:
• Der er gratis entré til Universitarium i Utzon Center på havnefronten i Aalborg alle ugens dage fra 10-17 i perioden fra 2. juli til 30. september 2011.
• Åbningsarrangement: Universitarium 2011 åbner 3. juli, og alle er velkomne. Kl. 10 er der officiel åbningsevent med taler fra blandt andre prorektor Inger Askehave, dekan Egon Toft og rådmand Anne-Dorte Krog, og Universitariums piloter vil lave show.
Fakta om Universitarium:
• Universitarium har hvert år siden 2003 holdt interaktive udstillinger i Aalborg om teknik og naturvidenskab for børn og unge. Universitarium finansieres af Aalborg Universitet, sponsorer og gennem samarbejde med erhvervslivet
• Ca. 25.000 besøgende forventes at besøge årets Universitarium, der er for alle fra 10 år og opefter, med særlig vægt de 10-12-årige. Efter skolernes sommerferie er der også mulighed for besøg for hele skoleklasser
• Studerende fra AAU arbejder hver sommer som ”piloter”, der kan give forklaringer og guidede rundvisninger i Universitarium.
• Universitarium er blevet til ud fra idé og koncept af Leif Heinzl, John Hansen og Lene Klitgaard på Aalborg Universitet.