Hvert år gennemfører Trendence Institute i Berlin en omfattende analyse af uddannelsesforhold og karriereforventninger blandt studerende i hele Europa. Undersøgelsen, som inkluderer knap 220.000 studerende fra 24 lande, er en årlig temperaturmåling, der fortæller om de studerendes tilfredshed og deres syn på omgivelserne. I 2010-undersøgelsen medvirker 85.000 ingeniørstuderende - de 955 er fra Danmark, hvoraf ca. en tredjedel går på Aalborg Universitet.
Med AAU-studerende i spidsen har de danske deltagere et generelt positivt syn på fremtiden. For eksempel mener 76,4 procent af de ingeniørstuderende på Aalborg Universitet, at deres uddannelse giver dem de nødvendige færdigheder, der efterspørges af arbejdsmarkedet. På landsplan er tallet 72,8 procent, mens det europæiske gennemsnit er på blot 53,8 procent.
- Vores uddannelser bliver ofte fremhævet af arbejdsgiverne, og de studerende samarbejder med virksomheder gennem hele studietiden, for eksempel i eksamensprojekter. Jeg er sikker på, at det ikke kun er afgørende for de studerendes færdigheder, men også for deres positive syn på fremtiden, siger dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
De studerende mener også, at det giver dem et bedre ry blandt arbejdsgivere at gå på AAU end de fleste andre universiteter (79,3 procent mod landsgennemsnit på 70,1 procent). Dekanen kan samtidig glæde sig over, at de studerende på en tilfredshedsskala fra 1 til 7 giver AAU karakteren 4,8, hvilket er klart i den pæne ende af skalaen, når man ser på de øvrige resultater i den europæiske undersøgelse. De tre vigtigste faktorer for de ingeniørstuderende på AAU er ifølge undersøgelsen uddannelsens indhold og struktur, kvaliteten af undervisningen og praktisk indhold i uddannelsen, og også på disse områder får de studerende mere end indfriet deres forventninger. Studerende på AAU markerer også, at billig beliggenhed, tilgængelighed for indkvartering og international orientering har betydning, men at disse ikke er altafgørende for deres valg af uddannelse og universitet. Man kan dog se en forskel mellem de AAU-studerendes og andre danske studerende vurdering af beliggenhed og indkvartering. På AAU lægger 29,8 procent vægt på billig beliggenhed og 28,2 procent på tilgængelighed for indkvartering, mens de overordnede danske tal er 20,6 og 24,1 procent. Det tyder på, at det har reel betydning for en del studerende på AAU, at Aalborg er den billigste studieby sammenlignet med Odense, Århus og København.
Tallene viser også, at danske studerende prioriterer anderledes end deres europæiske studiefæller. Danskerne anser uddannelsens indhold og struktur for at være ca. 10,7 procentpoint vigtigere end det europæiske gennemsnit på 60,3 procent, mens den gennemsnitlige europæer vægter det akademiske ry (51,2 procent) og it-faciliteter (27,9 procent) en del højere end danskerne. Hele 90,1 procent af de studerende giver desuden udtryk for, at de er imod brugerbetaling på de højere uddannelser.
Danske studerende er også langt mere optimistiske end resten af Europa. Ca. 64 procent af både AAU’s og Danmarks studerende ser ikke på den fremtidige karriere med bekymring, mens det europæiske gennemsnit er helt nede på 38,8 procent. Og ser man på, hvor mange timer om ugen deltagerne er indstillet på at arbejde, viser AAU’s studerende en holdningsændring i forhold til European Student Barometer sidste år, så de nu ligger tættere på det europæiske gennemsnit end på det danske (AAU’s studerende er indstillet på at arbejde 42,7 timer, på landsplan er tallet 42 timer og på europæisk plan 42,9 timer om ugen).
- Det er dejligt at se, at vores ingeniørstuderende er så optimistiske med henblik på deres fremtidige karriere, og generelt ikke nær så bekymrede som deres danske og europæiske medstuderende. Vi skal hele tiden udvikle vores uddannelser, men undersøgelsen bekræfter os i, at vores ingeniører bliver godt rustet til at gå ud i arbejdslivet efter tiden på Aalborg Universitet, siger dekan Eskild Holm Nielsen.
Yderligere oplysninger:
- Dekan Eskild Holm Nielsen (hent foto), tlf. 99 40 96 32, mobil 29 44 83 37
- Generel pressekontakt: Tor Bagger, AAU, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45
- Læs mere om Trendence Institutes European Student Barometer, om sidste års Student Barometer og om Aalborg som den billigste studieby
Fakta fra undersøgelsen:
- European Student Barometers uddannelses- og karriereundersøgelse er foretaget fra september 2009 til januar 2010 af Trendence Institute i Berlin. Knap 220.000 studerende fra over 850 institutioner i 24 lande er blevet spurgt, heraf ca. 85.000 ingeniørstuderende (955 fra Danmark, heraf en tredjedel fra Aalborg Universitet). Gennemsnitsalderen i Europa er 22,9 år, i Danmark 23,6 år og på AAU 23,4 år.
- Kønsfordelingen (M/K) er på AAU 67,9/32,1 %, Danmark 59,1/40,9 % og i Europa 68,7/31,3 %.
- 46,9 % af de adspurgte studerende på Aalborg Universitet er interesseret i at tage en master i udlandet, hvilket er en stigning på 3,7 procentpoint i forhold til 2009.
- AAU’s studerende ligger i top mht. mobilitet, når de bliver spurgt, om de vil forlade landet for at finde job efter endt uddannelse. 38 % er positive, mens tallene for Danmark og Europa er hhv. 28,9 % og 27,5 %. Antallet af studerende, der ikke vil flytte udenlands er nogenlunde ens for AAU, Danmark og Europa (37,6 %, 39,9 % og 38,4 %).
- 90,1 % af de studerende på AAU er imod brugerbetaling på de højere uddannelser. I Danmark er gennemsnittet 91,2 %, i Europa 72,5 %.