Den brasilianske ambassadør gæster AAU

Den 2. marts indvier Aalborg Universitet et nyt, latinamerikansk center, hvor forskere og erhvervsliv i fremtiden vil sætte fokus på et af verdens vækstområder. Blandt gæsterne til indvielsen er Brasiliens ambassadør i Danmark og DI’s repræsentant i Brasilien.

Lagt online: 01.03.2011

Den 2. marts gæster den brasilianske ambassadør i Danmark, Gonçalo Mello Mourão, Aalborg Universitet. Anledningen er, at universitetet denne dag indvier et nyt, latinamerikansk center. DI’s repræsentant i Brasilien, Per Lerdrup Olsen, vil også være til stede og fortælle om danske virksomheders muligheder på et verdens hurtigst voksende markeder.

- Latinamerika har typisk været lavt prioriteret i dansk forskningsmiljø og i dansk udenrigspolitik, men med et latinamerikansk center kan Aalborg Universitet placere sig stærkt i forhold til en region, der forventes at få større fokus i fremtiden. Aalborg Universitet er derfor interesseret i et øget samarbejde med latinamerikanske lande omkring forskning og uddannelse, ligesom universitetet ønsker at samarbejde med dansk erhvervsliv omkring initiativer i forhold til den latinamerikanske region, forklarer lektor Steen Fryba Christensen, der er en af initiativtagerne til det nye center.

Brasilien er Latinamerikas økonomiske lokomotiv
Med økonomisk vækst, faldende arbejdsløshed og samfundsmæssig stabilitet har Latinamerika nemlig udviklet sig til en region, hvor danske virksomheder med fordel kan gøre sig gældende.

Regionens lokomotiv er stadig Brasilien, som buldrer af sted med en forventet vækst i BNP på mellem fire og fem procent i år.

- Brasilien er inde i en meget positiv vækstperiode med stor opblomstring på hjemmemarkedet, der bunder i et stort fald i andelen af fattige i landet og en kraftig stigning i middelklassen, der nu omfatter mere end halvdelen af befolkningen. Brasilien er derfor et meget populært investeringsland og forventes også at være det fremover. Faktisk vurderes Brasilien til at være verdens 4. eller 5. største økonomi i 2050. Samtidig har Brasiliens økonomiske styrke bidraget til, at landet også har fået en mere fremtrædende rolle på den internationale politiske scene, og Brasilien er allerede godt i gang med at indfri sit potentiale som en kommende stormagt, fortæller Steen Fryba Christensen.

Det latinamerikanske center åbnes onsdag den 2. marts kl. 13 på Fibigerstræde 3, rum 35.
Se programmet 

For yderligere information kontakt:

Steen Fryba Christensen
Aalborg Universitet
Kroghstræde 3, lokale 3-207
DK-9220 Aalborg Ø

T: + 45 99 40 91 73
E: sfc@cgs.aau.dk