Filtsko og samarbejde sikrer pris til nyuddannet designer

Et vellykket virksomhedssamarbejde om produktudvikling af karakteristiske danske filtsko gør nu den nyuddannede 26-årige industrielle designer Helle Mølgaard fra Aalborg Universitet til første modtager af en ny pris, som skal opmuntre afgangsstuderende til at arbejde sammen med eksterne partnere.

Lagt online: 01.07.2011

Helle Mølgaard får den nye BIZ Award 2011 fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi som anerkendelse for afgangsprojektet CONTRAST, som hun har udført i samarbejde med virksomheden Glerups i Års.

Glerups producerer filtsko til det meste af verden, og Helle Mølgaard har både arbejdet med virksomhedens strategiske potentiale og med implementering af ny teknologi. Desuden har hun designet konkrete og anderledes produkter, der er målrettet helt nye markeder for virksomheden.

At der hos Glerups er tilfreds med resultaterne illustreres af, at firmaet selv har sponsoreret de 10.000 kroner, som ledsager hæderen til Helle Mølgaard. Hun har også selv været glad for samarbejdet:

- Det har betydet utroligt meget at have en åben virksomhed at arbejde sammen med. Jeg har fået et stort grundlæggende kendskab til virksomhedens struktur, produktionsmetoder og salg, og det har givet mig optimale muligheder for at lave et projekt, der kan relatere til virkeligheden, fortæller Helle Mølgaard.

Parløb i teori og praksis

Undervejs har hun arbejdet tæt sammen med Glerups grundlægger og direktør Nanny Glerup Kristensen, og det har været et fint parløb:

- Jeg har draget nytte af den viden og erfaring, som er blevet oparbejdet af Nanny Glerup Kristensen. Hun har taget sig tid til projektet, og jeg har kunnet sparre med hende. Det er også gennem hende, at jeg har fået kontakter til underleverandører, som har været relevante for projektet.

Helle Mølgaard var indledningsvis med i Rumænien for at se Glerups produktion. Efterfølgende har hun haft mulighed for at teste prototyper på nye produkter og diskutere løsninger på mulige fremstillings-problemer, så der har været en god sammenhæng mellem teori og praksis.

I begrundelsen for at Helle Mølgaard modtager prisen, bliver der slået på, at hun selvstændigt har opdyrket et område, der ligger i periferien af industriel designs sædvanlige fokus. Det bliver fremhævet, at hun har fokuseret på at hjælpe den nordjyske virksomhed ad nye veje, og at det har givet virksomhedens ledelse værdifuld sparring og bidraget til fastholdelse og udvikling af gode arbejdspladser.

At virksomheder og studerende på den måde kan have gensidig gavn af at samarbejde om større projekter er hele grundtanken bag den nyindstiftede BIZ-pris.

- Vi vil gerne skabe interesse blandt de studerende for at komme i kontakt med erhvervslivet, samtidig med at vi skaber opmærksomhed om vores kandidater ude i virksomhederne. Så prisen skal opmuntre de studerende og deres vejledere til at kigge ud i samfundet, når de studerende skal vælge emner til deres afgangsprojekter. Når de laver dem i samarbejde med virksomheder, bliver det hele lidt mere konkret i stedet for at være rent akademisk, forklarer lektor og matchmaker Niels Einar Veirum fra Institut for Arkitektur og Medieteknologis såkaldte Business Interaction Zquad (BIZ), der står bag prisen.

Prisoverrækkelsen er med til at markere åbningen af årets udstilling af afgangsprojekter, som kan ses resten af juli måned i Utzon Center.

Yderligere oplysninger:

  • Helle Mølgaard, industriel designer, tlf. 3112 6900
  • Lektor Niels Einar Veirum, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, mobil 5188 8023
  • Lektor Kaare Eriksen (vejleder på projektet), Institut for Arkitektur og Medieteknologi, mobil 2178 3658
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554