Ph.d.-prisen gives for ”en særlig fremragende afhandling”, og Morten Mattrup Smedskjær er naturligvis både glad og stolt over at modtage prisen.
- Det er en meget stor ære og en stor anerkendelse af den forskning, jeg har udført under min ph.d. i samarbejde med min vejleder, professor Yuanzheng Yue. Det glæder mig meget, at akademiet, som består af nogle af Danmarks førende forskere, på denne måde sætter pris på og anerkender kvaliteten af vores forskning, siger 27-årige Morten Mattrup Smedskjær.
Forskningen handler blandt andet om glasmaterialers hårdhed, som eksempelvis har stor betydning for, hvor let en mobiltelefonskærm bliver ridset, hvis den ryger i samme lomme som et bundt nøgler. Før i tiden var det nødvendigt rent fysisk at fremstille et glasmateriale for at se, om glasset havde de ønskede egenskaber, men det er ændret med den nye forskning. Morten Mattrup Smedskjær har nemlig været med til at udvikle modeller, der gør, at producenter kan designe et glasmateriale med forudbestemte egenskaber ved at ændre på glassets sammensætning uden først at skulle producere glasset.
- Med vores model kan man ændre overfladesammensætningen i glasset og med stor succes forudsige ændringen i glassets hårdhed, siger Morten Mattrup Smedskjær, som tidligere har modtaget den prestigefyldte Norbert J. Kreidl-pris og videnskabsministerens EliteForsk-rejsestipendium på 300.000 kroner.
Interessen for glas fik han på 7. semester af civilingeniøruddannelsen i Kemi på Aalborg Universitet.
- Her fik jeg Yuanzheng Yue som vejleder, og han åbnede mine øjne for glaskemiens mange spændende aspekter. Derfor startede jeg som specialestuderende i hans gruppe og fortsatte som ph.d.-studerende, og arbejdet tiltaler mig stadig. Selv om glas er et af de ældste materialer i vores civilisation, er forståelsen af materialets grundlæggende fysik og kemi nemlig stadig i høj grad ukendt, og der er stadig mange ”mysterier”, som gør det spændende fortsat at studere glas, siger han.
Og det er der rig mulighed for for prisvinderen. Siden maj i år har han nemlig arbejdet i USA som forsker for firmaet Corning Incorporated, der er verdens førende producent af specialprodukter indenfor glas og keramik.
- Jeg havde arbejdet med forskere fra blandt andet Corning i løbet af min ph.d.-uddannelse og mere end et halvt år før jeg blev færdig med min ph.d., sagde jeg ja til et tilbud om at arbejde for dem. Nu arbejder jeg med grundlæggende og anvendt glasforskning og ser frem til at være med til at løse nogle af glasmaterialets ”mysterier”, siger Morten Mattrup Smedskjær.
Yderligere oplysninger:
Morten Mattrup Smedskjær: smedskjamm@corning.com, +1 607-974-1557 (Tidsforskel er seks timer. Middag dansk tid er klokken 6 morgen amerikansk tid.)
Om ph.d.-prisen: http://www.danaak.dk/prisuddelling/ph-d--pris