Forskningsprojekt samler en hel ø i indsats for sundere vaner

Fødevareforskere fra Aalborg Universitet København skal følge et usædvanligt sundhedsprojekt, som med støtte fra Nordea-fonden skal få bornholmske børnefamilier til at købe sundere varer, spise bedre og røre sig mere.

Lagt online: 09.06.2011

Det nye forskningsprojekt integrerer velkendte forebyggelsesstrategier med borgerinddragelse på en ny måde og i hidtil uset skala for at finde nøglen til et sundere liv for bornholmerne – og på længere sigt for alle danskere. Det er første gang i Danmark, at en sundhedsfremmende indsats sætter ind på så mange forskellige niveauer og involverer så mange forskellige aktører.

Med knap 8,5 mio. kr. fra Nordea-fonden i ryggen vil offentlige myndigheder, lokale medier, foreninger, virksomheder og borgere på Bornholm i samarbejde med en tværfaglig forskergruppe fra Aalborg Universitet København (AAU-Cph), Steno Center for Sundhedsfremme (Steno) og Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS) gennemføre et 4-årigt sundhedsfremmende projekt. Enkelte aktiviteter starter allerede i år, mens andre aktiviteter først går i gang til næste år.

Et sundere liv for børnefamilierne er overskriften for projektet, der vil se på, hvordan madudbuddet i vores omgivelser påvirker os, og hvordan man med små skridt kan gøre barriererne for et sundere liv for de bornholmske borgere mindre.

- Der er så mange faktorer i vores omgivelser, der påvirker vores fødevarevalg og har indflydelse på vores sundhed. Derfor er det vigtigt, at vi har konkret viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker – ikke mindst, så vi ikke spilder offentlige midler på indsatser, der ikke virker. Det kan forskning som det her være med til at sikre, siger professor Bent Egberg Mikkelsen fra forskergruppen MENU på Aalborg Universitet, der sammen med FCFS og Steno står bag forskningsevalueringen af projektet.

Klart behov

Op mod 50 procent af bornholmerne er overvægtige, og det står generelt sløjt til med at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger på mad- og bevægelsesområdet. Derfor glæder formanden for Bornholms Regionskommunes Fritids, Kultur- og Forebyggelsesudvalg sig over den økonomiske støtte og brede opbakning til et projekt, som kan vende udviklingen.

- Vi ligger i den tunge ende, når man kigger på statistikker over sundhed. Det har vi meget fokus på i vores politikker, og vi har i forvejen nogle småprojekter rundt omkring i idrætshaller, skoler og børneinstitutioner. Men det her bliver i en helt anden størrelsesorden og med mange flere interessenter. Så vi er spændte og glæder os til at komme i gang, siger udvalgsformanden Bjarne Kristiansen.

Projektet har et samlet budget på over 12 millioner kroner. Den helt store bidragyder er Nordea-fonden, som håber på en effekt, der rækker ud over Bornholm.

- Nordea-fonden støtter projektet, fordi vi håber, at det giver ny viden. Ny viden om hvordan man i fællesskab i et lokalsamfund kan skabe sundere madvaner og mere bevægelse og dermed fremmer sundhed og trivsel blandt de bornholmske børnefamilier. Rigtig mange bornholmere ønsker at leve sundere, og det er et super godt afsæt for projektet. Forhåbentlig vil projektet også inspirere beboere i andre kommuner til en sundere livsstil, siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.

Borgerinddragelse og bredt samarbejde

Som noget helt nyt kombinerer projektet tre typer af strategier, som kendes fra øvrige sundhedsfremmende indsatser. Massestrategi, hvor den brede befolkning påvirkes gennem medierne; miljø eller strukturel strategi, hvor der ændres på rammerne og strukturerne i vores nærmiljø; og den familie- eller personorienterede strategi, der retter sig direkte mod den enkelte familie, pædagog eller andre enkeltpersoner.

Udover at sætte ind på flere forskellige niveauer samtidig vil projektet også teste en ny tilgang til sundhedsfremme, som er deltagerorienteret, integreret og kontekst-tilpasset. De forskellige tiltag i projektet vil blive udviklet løbende i dialog med borgere, offentlige medarbejdere og andre lokale aktører som foreninger og virksomheder. Følgende samarbejdspartnere har allerede på forhånd tilkendegivet, at de vil deltage i projektet:

  • Bornholm Regionskommune (inklusive udvalgte forvaltninger og institutioner)
  • Bornholm Sygehus
  • Detailhandlen (inkl. COOP, Super Best og Netto)
  • Hjerteforeningen 
  • Kræftens Bekæmpelse
  • Lokal Aktionsgruppe Bornholm (LAG-Bornholm)
  • Lokale Handelsforeninger (baseret på valg af bornholmske mål-byer)
  • Odsherred Kommune
  • TV2 /Bornholm

Kontaktpersoner:

  • Professor Bent Egberg Mikkelsen, Aalborg Universitet København, telefon 9940 2556, bemi@plan.aau.dk
  • Bjarne Kristiansen, formand for Fritids, Kultur- og Forebyggelsesudvalget i Bornholms Regionskommune, telefon 5692 1932.
  • Nordea-fonden, kommunikationschef Tine Wickers, telefon 2840 8480

Bornholm fakta:
50 % overvægtige
79 % ønsker at få sundere vaner
15,2 % er arbejdsløse
45,6 % har ingen videregående uddannelse
Gennemsnitlig årsindkomst er kr. 226.700

Kilde: Region Hovedstadens Sundhedsprofilundersøgelse 2010

Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv med fokus på sundhed, motion, natur og kultur. Fonden støtter bl.a. Forskning i ny nordisk hverdagskost (OPUS), Copenhagen Jazz Festival, Kløverstier, Breddeidrætskommuner og Spor i Landskabet. Læs mere på nordeafonden.dk

MENU - Forskningscenter for Måltidsvidenskab og Folkesundhedsernæring fra Aalborg Universitet København
Forskergruppen for Måltidsvidenskab & Folkesundhedsernæring (Research Group for Meal Science & Public Health Nutrition – MENU) er en forskergruppe under Aalborg Universitet, der blev etableret i januar 2011 og har til huse på universitets afdeling i København. Gruppen forsker i mad og måltider der indtages i hverdagslivet. MENU udvikler og evaluerer strategier, interventioner, metoder og sociale teknologier der kan være med til at påvirke determinanter såsom madkundskaber, maddannelse, handlekompetence samt sociale interaktioner i og omkring mad og måltider. Dette med henblik på at fremme sund livsstil og bæredygtigt fødevareforbrug. Læs mere på menu.aau.dk

Steno Center for Sundhedsfremme
Steno Center for Sundhedsfremmer er et nyt center under Steno Diabetes Center, der søger at integrere den humanistiske forskning med den traditionelle medicinske forskning og derved gøre nye landvindinger i forhold til sundhedsfremme. Målet er at udvikle et nationalt og internationalt kraftcenter med fokus på social forandring. Forskningscenteret er finansieret af Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden og er en integreret del af Steno Diabetes Center. Læs mere på steno.dk

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed
Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS) er en forskningsinstitution i Region Hovedstaden. Forskningen ligger inden for: Befolkningsundersøgelser (befolkningsbaseret epidemiologi), behandling af folkesygdomme (klinisk epidemiologisk forskning) og organisering af sundhedsvæsenet (sundhedsfremme og forebyggelse). Læs mere på regionh.dk/fcfs