Fremtidens Karolinelund skal være lige som vi kender det - bare helt anderledes

Det er en af de idéer, som Jakob Charmoth Nielsen har arbejdet med i sit specialeprojekt, der markerer afslutningen på hans kandidatuddannelse i Urban Design fra Aalborg Universitet, og projektet har skabt interesse hos kommunens Karolinelunds-arbejdsgruppe.

Lagt online: 18.07.2011

- Det er kun ganske kort tid siden, at beslutningen om at lukke det gamle Karolinelund blev taget, så mit projekt er nok det første konkrete bud på en helhedsløsning for området. Derfor vil de gerne høre mere om projektet, og jeg glæder mig virkelig til at fremlægge mit projekt for dem til september, siger Jakob Charmoth Nielsen.

Jakob Charmoth Nielsen er kommet med det første konkrete forslag til, hvordan Karolinelund kan komme til at se ud, nu der ikke længere skal være tivoli på grunden, som der ellers har været siden 1947. Hans samlede ide for fremtidens Karolinelund består af fire faser, som kan indføres over en længere årrække for, at det skal være realistisk for kommunen at betale. Den første fase kan realiseres med det samme og for meget begrænsede midler. 

- Mit udgangspunkt er, at værdierne og stemningen fra Karolinelund skal bevares. Karolinelund skal stadig være stedet, hvor vi leger og hygger os, selv om tivolidelen er væk, men legen bliver anderledes. Radiobilerne bliver erstattet af en mooncarbane, og der bliver legehus med rutsjebane i stedet for Boomerangen, siger han.

Selv om adrenalinkickene fra tivoliforlystelserne bliver erstattet af, at brugerne selv skal udfolde sig fysisk, er han overbevist om, at antallet af gæster i Karolinelund ikke vil blive mindre, nærmere tværtimod.

- Jeg er meget inspireret af Madsby Legepark ved Fredericia, som netop bygger på, at brugerne selv er fysisk aktive, og Madsby Legepark har altså flere gæster om året end Tivoli Karolinelund havde, så jeg er overbevist om, at det nye Karolinelund nok skal trække folk til, siger Jakob Charmoth Nielsen, som også vil bevare en del af bygningerne i Karolinelund for at bidrage til stemningen.


For alle aldre

Hidtidige diskussioner har handlet om, om den fremtidige park skal være for unge, for ældre eller måske for dem midt imellem.

- Mit projekt har noget for alle generationer. Der bliver seks typer af rum. Der bliver både action med eksempelvis en skatepark, og der skabes en multiflade med parcourbane, men der bliver også legeplads for børnene og parkområde med grønne plæner og masser af blomster og planter, så der bliver mulighed for at sætte sig ned og slappe af i den flotte park. Og så skal kanalen åbnes gennem parken, så vandet kommer i fokus lige som ved åen i Århus, og så skal der opføres en ny koncertpavillon, så publikum kan samles til koncerter på samme måde, som de gjorde i det gamle Karolinelund, siger Jakob Charmoth Nielsen.
 

For yderligere information: