I alt 44 kortfilm var på forhånd indstillede til en af de 12 priser, men den ultimative ære tilfaldt i sidste ende en gruppe fra Ballerup. Til stående bifald kunne de gå på scenen og modtage årets hæderspris, Riberprisen, for den tankvækkende film, Stridsmænd for det vi elsker.
Riber og Høy på scenen
Prisen blev uddelt af aftenens hovedperson, lektor Jørgen Riber Christensen. Men det var ikke eneste gang, han var på scenen. Til publikums begejstring indledte han prisfesten med at uddele de priser, ingen ville have. Nemlig for de film, hvor et eller andet var gået galt. Men han var ikke eneste kendis på scenen denne aften. For første gang i Riberpris-historien uddelte det mangeårige jurymedlem, filmanmelder og kulturblogger Søren Høy, en pris. Han tog i den forbindelse publikum og i særdeleshed aftenens mandlige vært, Mads, med storm. I det hele taget var det en underholdende og festlig aften, der også bød på improviserede takketaler, dans og musikalske indslag. Ikke mindst fra AAU’s første og hidtil eneste boyband, LARS, som Aalborg med garanti hverken har hørt eller set det sidste til (se deres video).