Debatten i medierne har i de seneste dage tegnet et billede af, at undervisningen på de danske universiteter bliver sparet væk, og at de studerende i stigende grad bliver overladt til sig selv. Fokus har været på faldet i antallet af forelæsningstimer og undervisningsuger på nogle af de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, og udviklingen er blevet kritiseret fra flere sider. Denne tendens kan dog ikke spores på Aalborg Universitet, hvor det går den stik modsatte vej.
- I den forgangne uge har pressen fortalt om, hvordan universiteterne har skåret ned i antallet af undervisningsuger pr. semester, men det er bestemt ikke et billede, vi kan genkende på Aalborg Universitet, påpeger rektor Finn Kjærsdam.
- Tværtimod har det forhøjede taxametertilskud betydet, at vi har øget antallet af undervisningstimer på de små fag med mere end 10 procent, siger Finn Kjærsdam med henvisning til de ekstra midler, som Folketinget i efteråret 2009 besluttede at give universiteterne for direkte at hjælpe humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser under pres.
Medieopmærksomheden skyldes blandt andet, at flere uddannelser på andre universiteter er skrumpet ind til kun at rumme 12 ugers undervisning pr. semester. De seneste dages optællinger bekræfter rektor Finn Kjærsdam i, at de studerende på Aalborg Universitet modtager omkring 17 ugers undervisning pr. semester, hvortil kommer eksamensforberedelse og eksamen. En del af undervisningen er dedikeret det individuelle eller gruppebaserede projektarbejde, som Aalborg Universitet er kendt for internationalt. I fasen med projektskrivning følges de studerende af en underviser, som gennem sin målrettede vejledning støtter de studerende i udviklingen af deres faglige profil.
-På Aalborg Universitet er projektarbejdet og vejledningen i forbindelse med dette det bærende element, mens forelæsningerne skaber fundamentet for projektarbejdet, forklarer Finn Kjærsdam.
På hvert semester afsættes der 4 uger til eksamensforberedelse og eksamination, hvilket betyder, at hele semestret er taget i brug for at give undervisning, vejledning og eksamination. Hertil kommer, at især det teknisk-naturvidenskabelige område udbyder et stigende antal ”summer schools” for de studerende, der vil bruge en del af deres ferie på at fordybe sig i et særligt emne.
- Det er meget tilfredsstillende at kunne aflæse i vores tal, at den øgede taxameter-bevilling er gået til ekstra undervisning på de små uddannelser og ikke til alt muligt andet. Debatten de seneste dage har været en anledning til at gå tallene igennem en ekstra gang, og det er rart at se, at det rent faktisk kommer vores studerende til gode, siger rektor Finn Kjærsdam og fortsætter:
-Hertil kommer, at den store indsats af både studerende og videnskabeligt personale i den sidste ende kommer de studerende til gode, ved at de bliver færdige til tiden. Den gennemsnitlige studietid er således 5,2 år for en 5-årig uddannelse.
Eksempler:
- Historie-uddannelsen, forårssemestret: Ca. 10 ugers kursusundervisning (forelæsninger, seminarer, øvelser) og 5-6 ugers projektvejledning/undervisning i grupper
- Sprogfag (Dansk, Tysk, Engelsk, Fransk og Spansk), forårssemestret: 11 ugers kursusundervisning og 6 ugers projektvejledning/undervisning i grupper
- Psykologi, forårssemestret: 15 ugers kursusundervisning og 7 ugers projektvejledning/undervisning i grupper (dertil kommer, at flere har valgfag og enkelte kurser, som skal lægges oveni)
Yderligere informationer:
- Rektor Finn Kjærsdam, tlf. 99 40 95 01, mobil 40 55 85 22 (bortrejst fra torsdag d. 24. februar)
- Prorektor Inger Askehave, tlf. 27 87 98 29
- Prodekan Jørgen Stigel, Det Humanistiske Fakultet, tlf. 99 40 90 25, mobil 22 80 64 06.
- Prodekan Søren Kristiansen, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, tlf. 99 40 96 08
- Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, tlf. 99 40 96 32