Kinesiske professortitler til samarbejdsvillig sundhedsdekan

Vellykket samarbejde om udvikling af bedre medicinuddannelser belønnes nu med to kinesiske professortitler til dekan Egon Toft fra Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Lagt online: 26.05.2011

Baggrunden er et flerårigt dansk-kinesisk samarbejde, som udspringer af de kinesiske universiteters ønske om at udvikle medicinuddannelserne og forbedre de studerendes forståelse af stoffet. Aalborg Universitet anvender en særlig undervisningsform, som tager afsæt i konkrete patienthistorier, og det er elementer fra den model, de kinesiske universiteter har fået hjælp til at integrere i deres medicinuddannelser.

- Samtidig har de ønsket at vide mere om vores innovative uddannelser inden for sundhedsteknologi og medicin med industriel specialisering, fordi de er interesserede i at supplere deres egne uddannelser i samme retning, fortæller dekan Egon Toft.

Som anerkendelse for hjælpen er han i forbindelse med et netop afsluttet besøg i Kina blevet udnævnt til æresprofessor ved China Medical University i Shenyang og gæsteprofessor ved Jilin University i Changchun. Samarbejdet blev primært etableret af lektor Xiangyun Du fra Institut for Læring og Filosofi, som blev udnævnt til gæsteprofessor ved China Medical University ved samme lejlighed.

Titlerne har betydning for fremtidige samarbejdsmuligheder med kinesiske partnere, men Egon Toft hæfter sig mere ved de konkrete resultater, parløbet allerede har skabt.

- Vi har fået nogle gode kontakter og et stabilt samarbejde om udveksling af studerende og forskere. Desuden spiller China Medical University en vigtig rolle i udbygningen af sygehusene i det vestlige og nordlige Kina, og det er ved at bane vej for en aftale om udveksling af læger fra det kommende Aalborg Universitetshospital til Kina. For nogle specialer kan det være en interessant mulighed, siger Egon Toft.

Yderligere oplysninger og kontakt:

• Dekan Egon Toft, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, mobil 4018 9819.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.