Matchmaking for Humanioras ikt-uddannelser

For tredje år i træk afholdt Netværk om E-Læring (NoEL) og AAU Matchmaking et Matchmakingseminar for de studerende på humanistisk informatik. Igen i år var KMD værter for dagen. Dette års Matchmakingseminar tiltrak studerende fra informationsvidenskab, interaktive digitale medier, kommunikation og oplevelsesdesign. Udover de mere end 50 studerende deltog 25 virksomheder med interesse for at finde studerende med humanistiske ikt-kompetencer, heriblandt Grundfos, Fårup Sommerland og B&O.

Lagt online: 01.03.2011

Forud for arrangementet havde de studerende skrevet et mini-CV med særligt fokus på deres faglige interesser. Virksomhederne havde til gengæld beskrevet projekter, som de gerne ville have studerendes hjælp til at vurdere, analysere og designe.

Studerende og virksomheder holdt oplæg om tidligere samarbejder og deres erfaringer, men der var også afsat tid til speed-dating. Ideen med speed-dating er, at studerende og repræsentanterne fra virksomheder får til opgave at præsentere sig og tale med nogle, de IKKE kender på forhånd. Speed-dating endte lykkeligt i langt de fleste tilfælde. Indtil flere studerende indgik aftaler med virksomheder om samarbejde om konkrete projekter, og enkelte studerende fik tilmed foden inden for ved et fremtidigt praktisksted.

Læs mere om arrangementet

Kontakt:
Jacob Davidsen
Scientific Assistant, MA, eLearning Lab
Phone (+45) 9940 9020
email: jackd@hum.aau.dk