Millionbevilling til brændselscelle-forskning

Ikke mindre end 3,4 millioner står der på den check, som professor Søren Knudsen Kær fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik modtager fra Den Obelske Familiefond, og bevillingen vil give et kæmpeløft til forskningen i brændselsceller på Aalborg Universitet, der selv skyder et tilsvarende beløb i aktiviteterne.

Lagt online: 19.05.2011

Brændselsceller vil kunne medvirke til at øge den del af Danmarks energiforbrug, der dækkes af vedvarende energi. El fra eksempelvis vindmøller kan som udgangspunkt ikke lagres i længerevarende perioder, men via såkaldt elektrolyse kan el fra vindmøllerne omdannes til for eksempel brint, som så lagres eksempelvis ved omdannelse til metanol eller metan, som distribueres i det eksisterende naturgasnet. Brinten, metan eller metanol kan så bruges til transport eller til el-produktion, når der er brug for elektriciteten ved omdannelse til elektricitet i en brændselscelle. Brændselscellen gør det dermed muligt bedre at kunne udnytte el-produktionen fra vindmøller og på den måde kan vedvarende energi dække en større del af Danmarks energiforbrug og understøtte overgangen til et fossilfrit energisystem.

- Vi har haft forskningsaktiviteter i gang inden for området i de seneste 10-11 år, og gennem årene har vi selv bygget det testudstyr, som vi bruger, når vi afprøver vores brændselsceller. Pengene skal bruges til at indkøbe nyt testudstyr, og vel at mærke testudstyr, som er internationalt anerkendt. Det vil nemlig øge troværdigheden af vores forsøg, når virksomheder og forskningsinstitutioner, som har det samme udstyr som os, kan efterprøve vores testresultater, siger professor Søren Knudsen Kær.

Flere fordele

Men det er ikke den eneste fordel, der er ved at investere i nyt udstyr.

- Fabriksfremstillet udstyr er markant mere brugervenligt end det udstyr, som vi selv har lavet gennem årene. Med det nye udstyr vil det blive markant nemmere for master- og ph.d.-studerende at sætte sig ind i, hvordan udstyret fungerer, og det betyder, at de hurtigere vil kunne komme i gang med at lave egentlige forsøg frem for at bruge en masse tid og kræfter på at lære at betjene udstyret, lyder det fra Søren Knudsen Kær.

Han forventer, at antallet af ansatte inden for produktion af brændselsceller og brændselscellesystemer vil vokse markant inden for de kommende år.

- Der er helt klart ved at ske en kommercialisering af området. Det gælder ikke mindst nødgeneratorer, som sikrer uafbrudt elforsyning til kritiske installationer som computercentraler, kommunikationsnetværk, militære feltoperationer osv. De vil også kunne sikre en relativ stabil elforsyning i eksempelvis katastroferamte områder. Danske firmaer er godt med fremme, hvad angår produktion af brændselsceller, og firmaerne vil naturligvis også nyde godt af de resultater, vi kan frembringe med det nye udstyr, siger Søren Knudsen Kær, som forventer, at antallet af ansatte i danske virksomheder inden for brændselscelleproduktion vil stige markant i løbet af de næste år.

Han forventer, at udstyret vil være indkøbt og installeret inden årets udgang.

Yderligere oplysninger: