Ny uddannelse skal gøre Danmark mere bæredygtig

I dag bor mere end 3,5 milliarder mennesker i byer verden over. Det er mere end 15 gange så mange som for hundrede år siden, og tallet vokser. Det betyder større miljømæssige udfordringer, også for Danmark, men nu giver en ny uddannelse på Aalborg Universitet (AAU) håb om, at Danmark bliver mere bæredygtigt, også selv om endnu flere flytter til byerne.

Lagt online: 29.08.2011

Aalborg Universitet har nemlig sammen med tre partneruniversiteter i Tyskland, Spanien og Portugal vundet retten til at udbyde en toårig kandidatuddannelse kaldet ”Cities & Sustainability” eller på dansk ”Byer og Bæredygtighed” som en del af EU-programmet Erasmus Mundus. Kommissionen fik ikke mindre end 177 ansøgninger, men kun 30 blev valgt, heriblandt altså ”Cities & Sustainability”.

- Det gør mig både glad og stolt, for det er virkelig en kvalitetsstempling af Aalborg Universitet, at vi i et meget konkurrencedygtigt felt er blevet udvalgt til at udbyde en eliteuddannelse. Det betyder meget for universitetets branding som et universitet, der vægter det internationale aspekt meget højt, og det betyder meget for vores selvforståelse som universitet, og samtidig er uddannelsen med til at forankre det gode samarbejde, vi har med vores internationale partnere, siger dekan for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Eskild Holm Nielsen.

Kamp om pladserne

Adjunkt Martin Lehmann fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning bliver koordinator for uddannelsen, som Aalborg Universitet er hovedansvarlig for.

- Det her er rigtig stort. Med uddannelsen, som blandt andet er baseret på vores eksisterende by-, energi- og miljøstudier, får vi mulighed for at tiltrække nogle af de bedste studerende fra hele verden. Vi forventer at optage minimum 20-30 studerende pr. år i de kommende fem år, men gerne flere. Det er virkeligt et attraktivt program, så vi forventer omkring 500 ansøgere årligt, og konkurrencen om at komme ind bliver hård. Dermed sikres et højt niveau blandt de studerende, og det skulle selvklart også gerne medvirke til positive faglige udfordringer for os som undervisere og forskere, siger Martin Lehmann.

Samtlige studerende begynder studiet i enten Aalborg eller Barcelona, for så at læse videre i Hamborg eller Aveiro i Portugal, inden de får mulighed for at læse på universiteter uden for EU. Her er der mulighed for at læse i Sydney, Beijing og formodentlig også ved Earth Institute ved Colombia University i New York, inden de tager tilbage til Europa for at skrive speciale. Programmet giver samtidig mulighed for, at forskere fra AAU besøger partneruniversiteter, og forskere fra partneruniversiteter gæster Aalborg Universitet.

- Det, sammenholdt med, at de studerende tager ud i verden og bringer masser af viden med tilbage, vil klart give undervisning og forskning inden for området et løft, og det vil gavne Danmark. Vi benytter nemlig den problembaserede læring i undervisningen, hvor de studerende tager fat i reelle problemer på området og udarbejder løsningsforslag. Vi har allerede en aftale om samarbejde med Aalborg Kommune, og jeg er overbevist om, at det samarbejde vil resultere i konkrete forslag til løsning af nogle af de miljømæssige udfordringer, som Aalborg og mange andre af verdens byer står overfor. Aalborg skal være mere bæredygtig, som følge af det her program, men vi har i det nordjyske altså også løsninger, andre kan drage nytte af. Virksomheder i området kan eksempelvis producere og udvikle deres produkter på en mere bæredygtig måde og sælge disse verden over, og løsningerne kan resten af Danmark naturligvis også få glæde af. Men vi skal i gang nu! Om tyve år er vi 5 milliarder i byerne, og de skal gerne være en del af løsningen, ikke problemet, siger Martin Lehmann.

For yderligere information:

Dekan Eskild Holm Nielsen: 99 40 96 32, mobil: 29 44 83 37, mail: Dekan-teknat@adm.aau.dk
Martin Lehmann: 99 40 84 22, mobil: 61 69 33 06, mail: martinl@plan.aau.dk