Mange nydanskere oplever utallige barrierer i deres forsøg på at nå ud på det danske arbejdsmarked – forhindringer som sprogbarrierer, den danske kultur, at være mønsterbryder og ikke mindst forsøget på at bryde med stereotyper, som stadig findes i dagens samfund.
Der er et reelt behov for vejledning og information på dette område, og det er af denne grund, at Karrierecentret på Aalborg Universitet for et år siden opstartede projektet ”Fra nydansker til nyt job”. Projektet tilbød alle studerende med anden etnisk baggrund fra Aalborg Universitet en mulighed for aktivt at styrke deres egen faglige profil og særlige kompetencer, så de er rustede til at tage kampen op.
Projektet blev afsluttet i december og den endelige evaluering fastslår, at de multikulturelle kompetencer, som nydanske studerende ligger inde med, kan dog være vejen frem på det danske arbejdsmarked sammen med et større netværk. Projektleder Lotte Pedersen udtaler: ”Vigtigheden af netværk kan ikke understreges nok, da netværk kan for mange komme til at betyde forskellen mellem at få job eller ej, og det er godt at huske på, at man kan netværke overalt, ligegyldigt om man er i sportsklubben, sammen med familie og venner, på universitetet, eller i foreninger. Projektet viste, at nydanske studerende har et stort behov for netværk, uanset om de har boet i Danmark i få eller mange år, eftersom mange af de nydanske studerende har ikke et fagligt akademisk netværk, som de kan trække på, da de måske er den første i familien med en videregående uddannelse”.
Udfordringerne er altså mange, når man som nydansker skal ud på arbejdsmarkedet – en af deltagerne i projektet, tysk-fødte Heidrun Knorr Cand. Mag. i Kultur, Kommunikation og Globalisering, udtaler ”En anden udfordring i selve jobsøgningen ligger i det at have en anden etnisk baggrund, fordi det danske ordsprog ”Lige børn leger bedst” desværre ser også ud til at være gældende for erhvervslivet, selvom alle studier og mange artikler i ”Børsen” proklamerer for ’mangfoldighed’ som bl.a. innovationskilde. Der er altså stadigvæk langt fra ’ord til handling’ og det skal vi ’nydanskere’ nok slås med længe”.
Projektet faldt i god jord hos de nydanske studerende på Aalborg Universitet, og flere og flere kom forbi Karrierecentrets kontorer til en snak. ”Jeg synes personligt, at det lød som et godt initiativ og tænkte, at det var lige noget for mig. Det faldt på et tørt sted, i og med at jeg var i gang med at finde mig en praktikplads. Derudover var jeg rimelig langt henne i mit uddannelsesforløb, og var dermed meget interesseret i at få afklaret flere ting med hensyn til at søge job”, siger 28-årige dansk-tyrkiske Heval Behram Yildirim, som læser Politik og Administration på Aalborg Universitet.
Heval tilmeldte sig projektets mentorordning, og fik derudover også kontakt til en anden repræsentant fra det nordjyske erhvervsliv, som hjalp ham med at finde en praktikplads og bolig i Grønland. Projektet havde til mål at bringe nydanske studerende som Heval tættere på erhvervslivet, og dermed også give dem en indsigt i deres kompetencer, og hvordan de kan udtrykke dem i en ansøgning til et fremtidigt job. ”Jeg har med hjælp fra Karrierecentret fået udvidet mit netværk, og derigennem fandt jeg min praktikplads på Grønland, hvor jeg blandt andet kom til at arbejde med konceptudvikling. Min dansk-tyrkisk baggrund gjorde, at jeg havde lyst til at vælge en multikulturel arbejdsplads, hvor jeg kunne få styrket mine personlige og faglige kompetencer”, fortæller Heval.
De nydanske studerende, som har deltaget i projektet, er enige i, at de har fået mere selvtillid og mod til at søge job, samtidigt med at de er blevet mere bevidste om deres styrker og svagheder, og hvordan de bedre kan fremhæve deres etniske kompetencer, når de søger job. ”Jeg har oplevet, at flere arbejdsgivere har set det som en fordel, at jeg har haft en multikulturel baggrund, hvilket kun har styrket mine chancer”, afslutter Heval.