Tredje gang var lykkens gang for Team Aalborg Energy fra Institut for Energiteknik. De to første forsøg på at komme i mål i Shell Eco Race, som er det uofficielle verdensmesterskab i at køre langt på en liter benzin, endte skuffende med, at holdet ikke fuldførte, men det blev der ændret på i dette års løb, som blev kørt på Lausitz-banen nær Dresden, Tyskland.
- Tidligere har vi kun kørt ganske få omgange på banen, men denne gang gennemførte vi alle fem løb og kørte i alt 53 omgange på den 3,2 kilometer lange bane, og vi klarede os bedre end forventet. Vi havde sat et lidt konservativt mål om at køre 2000 kilometer på en liter benzin, men havde nok håbet på 2500 kilometer, og så er det jo helt fantastisk, at vi nåede helt op på 3066 kilometer som vores bedste resultat, siger en glad teamleader Kristian Kjær Justesen i en lille pause fra eksamenslæsningen.
De 3066 kilometer rakte til en flot femteplads ud af de 13, der gennemførte i kategorien hydrogendrevne biler og med til historien hører så, at cirka 25 biler ikke kom i mål, og det sætter holdets femteplads i relief.
- Når 2/3 af bilerne ikke kommer i mål, viser det også bare, at det ikke er usædvanligt, når man, som vi gjorde, ikke kom i mål og fik et resultat de første par år. Men det til trods har det irriteret os, at vi ikke kom i mål, så vi glæder os virkelig over årets resultat, siger Kristian Kjær Justesen.
Det flotte resultat skyldes ikke tilfældigheder.
- Fra sidste års bil har vi kun bevaret stel, hjul og skal. Vi har skiftet brændselscelle, motor, transmissionssystem og styretøj, og det har betydet, at bilens vægt er gået fra 54 kilo til 44 kilo, og ændringerne har virkelig haft stor betydning, siger han.
Men også tiden har spillet ind.
- De to første år havde vi så travlt med at konstruere bilen, at vi slet ikke fik tid til at testkøre den inden løbet. Det betød, at alle småfejlene viste sig under løbet, og det skabte masser af problemer for os. I år havde vi bedre tid, og vi fik rettet mange fejl under testkørslerne herhjemme, og det har været en kæmpe fordel, siger Kristian Kjær Justesen.
Nu skal eksamen lige klares, og så er det tid til evaluering.
- Vi skal have fundet ud af, om vi kan optimere den eksisterende bil yderligere eller om vi skal bygge en ny bil. Vi har hørt rygter om, at næste års løb bliver et gadeløb i Holland, og det vil stille andre krav end til en banebil. Skal vi køre i snørklede gader, skal vi have en bil med bedre udsyn end den vi har, så vi venter spændt på at høre, hvilken type løb, det bliver, siger han.
Kristian Kjær Justesen har en opfordring.
- Grundstammen på holdet læser nu på 8. semester, og når vi næste år skal lave masterprojekt, kan det blive begrænset, hvor meget tid vi kan bruge på racerbilen. Derfor vil det være rigtig godt, hvis studerende, der ikke er kommet slet så langt i deres uddannelser, vil give en hånd med, så vi også kan få et godt resultat næste år, så jeg håber da, at der er interesserede, der melder sig, siger Kristian Kjær Justesen.