Racerholdet er på plads – og klar til kamp (opdateret version)

Universitetets Eco Racer-hold er nu ankommet til Tyskland, og kampgejsten er i top, for der er noget, der skal hævnes, men der er opstået problemer

Lagt online: 24.05.2011

Aalborg Universitets Shell Eco Racer-hold er vel ankommet til Lausitz i Tyskland, hvor holdet deltager i de uofficielle verdensmesterskaber i at køre længst på en liter benzin.

Holdet ankom mandag aften, og holdet har brugt tiden siden ankomsten til at indrette lejren og lige lave de allersidste ting på bilen klar.

Humøret er i den grad højt på holdet.

- Jeg tror alle sammen, at vi er rigtig glade for at være færdige med projektarbejdet, og at vi nu fuldt ud kan koncentrere os om arbejdet med bilen og få den til at køre optimalt, siger Kristian Kjær Justesen.

Og bilen skal bare køre optimalt, for holdet har noget, der skal hævnes.

- De to forrige år har bilen ikke holdt hele vejen, så vi er ikke kommet i mål og dermed ikke fået en placering. Det SKAL vi bare have i år, og det er jeg også sikker på, at vi nok skal få, siger Kristian Kjær Justesen.

Men onsdag eftermiddag er meldingen, at alt ikke er gået efter planen. Tirsdag blev bilen ellers godkendt til at være med i løbet, men godkendelsesproceduren har skabt nogle problemer.

- Vi blev nødt til at skille brintsystemet ad tirsdag, da måleren (der måler hvor meget brint bilen bruger, red.)  skulle kalibreres ved inspektionen. Det virkede ikke umiddelbart som, at det skabte nogle problemer, da vi samlede systemet igen. Onsdag formiddag kunne vi imidlertid konstatere, at systemet var blevet utæt, så det har vi kæmpet med at få i orden, men nu skulle det fungere igen, så vi er optimistiske, siger Kristian Kjær Justesen, som regner med, at bilen kommer til at køre de første omgange på banen onsdag eftermiddag.

Udover at bilen er forbedret i forhold til forrige år, kan holdet også glæde sig over, at den otte-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, kiggede forbi og gav holdet gode råd, da holdet præsenterede bilen for et par uger siden.

Yderligere oplysninger:

  • Team leader Kristian Kjær Justesen, mobil 29 63 56 60
  • Journalist Frank Jensen, tlf. 9940 9639.
  • Flere fotos til fri afbenyttelse fra præsentationen af årets bil og mødet med Tom Kristensen.