Rekordmange gymnasieelever afprøver Aalborg Universitet

Idræt, jura, medicin, psykologi og software er nogle af de helt store trækplastre, når over 1.800 gymnasieelever i denne uge får mulighed for at afprøve, om en uddannelse på Aalborg Universitet er noget for dem. Den rekordstore interesse er hjulpet på vej af transportstøtte fra Region Nordjylland og Aalborg Kommune samt af universitetets tilbud om gratis overnatning til elever, der kommer langvejs fra.

Lagt online: 25.10.2011

Rekrutteringsfremstødet, som i år hedder ”Studiepraktik” i stedet for ”Brobygning”, fortsætter dermed de senere års vokseværk. Arrangementet cementerer sin status som besøgssucces med en tredobling i forhold til 2007, og i forhold til i fjor er stigningen i antal gæstende gymnasieelever på over 35 procent. Koordinator Charlotte Rohde fra Aalborg Universitets centrale studievejledning giver flere forklaringer på den overvældende interesse fra de unge.

- Ungdomsårgangene er i forvejen store i disse år, og samtidig vælger flere af dem at tage en gymnasieuddannelse. Dermed vokser den gruppe, som er interesseret i at fortsætte på universitetet, og det nyder vi godt af både ved Studiepraktik og ved optaget af nye studerende, som vi senest oplevede det med sommerens rekordoptag på Aalborg Universitet, fortæller Charlotte Rohde.

Faglighed og studieliv

Hovedparten af de unge besøger uddannelser i Aalborg, men AAU’s afdelinger i København og Esbjerg er også med til at sikre fremgangen. I Aalborg har det været muligt at ønske sig ind på 48 forskellige uddannelser, mens der i København og Esbjerg er henholdsvis syv og fem uddannelsesforløb at vælge mellem. Den massive interesse betyder, at en række uddannelser har ramt loftet for, hvor mange de kan tage imod. Derfor har der til det sidste været travlt med at jonglere rundt med de unge i et forsøg på at opfylde deres ønsker eller finde relevante alternativer.

Formålet med det tre dage lange Studiepraktik-forløb er at give gymnasieeleverne en appetitlig forsmag på, hvad der venter, hvis de går universitetsvejen. Fra onsdag til fredag vil studerende, undervisere og studievejledere derfor vise rundt i laboratorier, grupperum og auditorier, mens de fortæller om uddannelsernes indhold, studieform og karriereperspektiver.

- Vi gør det for at vise eleverne, hvad det kræver at studere på AAU, så de har et realistisk grundlag for at træffe deres senere studievalg, forklarer Charlotte Rohde.

Med til pakken hører også information om, hvad livet som universitetsstuderende byder på ud over det rent faglige. På baggrund af evalueringer fra de foregående år har Aalborg Universitet denne gang valgt at opruste Studiepraktikkens sociale program, og ét af tilbuddene bliver en stor fest i Aalborg Stadionhal med over 600 tilmeldte.

Yderligere oplysninger og kontakt:

• Læs mere om Studiepraktik på AAU, som varer fra onsdag den 26. til fredag den 28. oktober.
• Studievejleder Charlotte Rohde, Den centrale Studievejledning på AAU, tlf. 9940 9446.
• Kommunikationsmedarbejder Tina Vestergaard, AAU Aalborg, tlf. 9940 7374.
• Kommunikationsmedarbejder Tove Morell, AAU Esbjerg, tlf. 9940 7719.
• Kommunikationsmedarbejder Mette Grøndahl Hansen, AAU København, tlf. 9940 2581.