Der var stor ros til en ung nordjysk iværksætter, da hans forretningsidé helt frem til finalen i Venture Cup, hvor årets bedste forretningsidéer blev bedømt og belønnet. Intet mindre end 125 forretningsplaner fra studerende på danske universiteter har i år deltaget i den landsdækkende iværksætterkonkurrence, og torsdag eftermiddag blev de allermest lovende projekter præsenteret ved Venture Cup Startup Competitions finalearrangement på Københavns Rådhus. En af dem, der fik lov til at præsentere sin forretningsidé for fagjuryen, var Thomas Heegard Langer, der både er erhvervs-ph.d-studerende på Aalborg Universitet og har deltaget i universitetets Inkubator-ordning for iværksættere.
Thomas Heegard Langer deltog i kategorien Cleantech med konceptet U-Ground Energy, som han udvikler sammen med skoventreprenør Jens K. Poulsen fra Jelling. U-Grounds forretningsidé, som imponerede dommerne, handler om udviklingen af en maskine, der kan forenkle processen med at optage rødder fra plantager med afdrift og juletræer.
- Vores ”rodhøster” vil kunne omdanne rødderne til knust træ, som kan bruges som biomasse på varmeværker. Det gør man allerede i dag, men det er en proces, der kræver meget logistik, forklarer Thomas Langer.
I Sverige optager man rødderne fra en tredjedel af det areal, der bliver skovet hvert år, men den nuværende proces kræver store mængder brændstof. Det vil U-Ground Energys idé kunne ændre på, hvis konceptet bliver færdigudviklet og sat i produktion. Deltagelsen i Venture Cup har hjulpet U-Ground Energy med at udvikle deres koncept og gøre det klar til kommercialisering, men for at kunne tage det helt store skridt mod udviklingen af en prototype af ”rodhøsteren” har det unge firma brug for en investor. Denne del af iværksætterprocessen håber Thomas Langer dog at kunne komme i mål med inden de kommende uger, hvor hans skal mødes med potentielle investorer. Indtil da er der også grænser for, hvor mange detaljer om konceptet Thomas Langer vil ud med, eftersom U-Ground Energy med hjælp fra Aalborg Universitet er i gang med at søge patent på idéen. I det hele taget har Inkubator-ordningen på AAU været en stor hjælp for U-Ground Energy i den svære opstartsfase, påpeger Thomas Langer:
- Vi får viden om, hvordan man overhovedet starter et firma op og laver en forretningsplan, og om hvordan man tiltrækker investorer. Det er ret vigtigt at lære, hvordan man begår sig på det felt, når man som jeg er mere vant til at koncentrere sig om de tekniske aspekter. At være med i Venture Cup har været sjovt, men det er Inkubator-forløbet, der for alvor har flyttet noget for os, påpeger Thomas Langer.
Thomas Langer er til daglig erhvervs-ph.d.-studerende i et projekt mellem Aalborg Universitet og Hydrema. Ved prisoverrækkelsen i Cleantech-kategorien understregede juryen, at både U-Ground Energy og de to andre finaledeltagere i kategorien har et meget tydeligt potentiale og med det rette arbejde vil kunne få stor succes. Vinderen i kategorien blev dog firmaet Black Silicon Solar Cells med deres idé til en ny type nano-strukturer i overfladen på solceller. Venture Cup hjælper hvert år studerende med at realisere deres virksomhedsdrømme i konkurrencen, hvor deltagerne indsender en detaljeret forretningsplan og får deres idéer screenet af en række erfarne jurymedlemmer. En vinder i hver af de fem kategorier – Applied Technology, Cleantech, Life Science & Medtech, Services og Software – får 50.000 kr., mens den samlede vinder får yderligere 200.000 kroner til at kickstarte forretningen.
Kontakt:
- U-Ground Energy: Thomas Heegaard Langer, tlf. 21 60 00 07
- Inkubator-ordningen, AAU: Kenneth Stenkjær Pedersen, tlf. 99 40 72 73, mobil 40 12 74 75
- Venture Cup: Managing Director Michael Bak, tlf. 27 14 82 48. Læs mere om finalearrangementet
- Læs mere om Inkubator-ordningen for iværksættere på AAU