Studerende bruger genoplivet industrirobot til tennis

En ældre industrirobot har fået nyt indhold i tilværelsen, efter at studerende fra Aalborg Universitets Institut for Mekanik & Produktion har udviklet en ny styring til den. Nu spiller den tennis og åbner øl i sommervarmen.

Lagt online: 30.06.2011

Robotten med det ufolkelige navn REIS RV15 kom til Aalborg Universitet i 1993. I de gode år har den været brugt til forskning i robotteknologi, men efter at den oprindelige styringsenhed gik i stykker, har den i en periode stået uvirksom og ubenyttet hen.

Det er slut nu, efter at seks ingeniørstuderende har brugt et semester på at designe og programmere en helt ny kontrolløsning, så robottens seks bevægelige led og mange kræfter kan komme til ære og værdighed igen. Som en ekstra gimmick kan styringen af robotten nu foregå ved hjælp af en trådløs controller fra en spilkonsol.

- På Nintendos spilkonsol Wii er det muligt at spille tennis med controlleren. Derfor tænkte vi, at det kunne være sjovt at illustrere wii-controllerens funktion ved at spille tennis med en industrirobot, selv om det nok ikke er noget, der reelt er brugbart til rigtige arbejdsopgaver, fortæller Jens Glud fra projektgruppen.

Mere arbejde i vente

Den bagvedliggende løsning er udviklet i programmeringssproget C++, og de studerende har lagt vægt på, at arkitekturen og resultatet er åbent, så andre kan udvikle videre på resultatet efter behov. Den dybere mening med projektet har netop været at lave et solidt fundament til fortsat arbejde med robotten, så fremtidige projektgrupper på universitetet kan bruge den til noget nyttigt. Desuden vil den igen kunne indgå i undervisningen i robotteknik.

- Robotten er ikke helt færdig endnu. Det er meningen, at elever på næste semester skal arbejde videre med den, og især reguleringsdelen er meget mangelfuld. Men det har været megasjovt for alle i gruppen at arbejde med projektet. Specielt det aspekt, at når man har lavet noget, kan man med det samme se, om det virker, og om robotten gør som tiltænkt, fortæller Jens Glud.

I industrien benyttes robottens artsfæller blandt andet til avancerede svejseopgaver, hvor der stilles store krav til præcision. Men de seks unge redningsmænd har i første omgang valgt at demonstrere AAU-robottens genvundne evner med mere rekreative sysler som tennis-returneringer og kapsel-aftrækning.

- Skulle der svejses med robotten, ville det kræve, at vi skulle sætte sig os ind i, hvordan svejseprocessen fungerer. Derfor faldt valget blot på øl-åbning, fordi det er en proces, man efterhånden kender ret godt efter tre år på universitetet, fortæller Jens Glud med et smil.

Yderligere oplysninger og kontakt:

• De seks studerende Esben Toke Christensen, Jonas Heidemann Sjølund, Jeppe Bjørn Jørgensen, Jens Ammitzbøll Glud, Henrik Okkels Birk og Emil Krabbe Nielsen kommer fra uddannelsen i Maskin og produktion. Jens Glud træffes på mobil 2715 0152 eller mail jensglud@hotmail.com.
• Se de studerendes videopræsentation på YouTube.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554