Vanførefonden giver pris til professor

Arkitekt, seniorforsker, professor Camilla Ryhl fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet har modtaget Vanførefondens Forskerpris på 100.000 kroner.

Lagt online: 31.05.2011

Som en del af motivationen for tildelingen siger bestyrelsesformand i Vanførefonden Pia Gjellerup:

”Camilla Ryhl modtager årets forskerpris, fordi hun som en af de ganske få arkitekturforskere har formået at løfte fagområdet ’tilgængelighed’ op i hvert fald i nærheden af, hvor det hører hjemme, både nationalt og internationalt. Vi står over for en prismodtager, hvis indsats i allerhøjeste grad opfylder kravet om at bidrage til at gøre livet lettere for handicappede. Hun har i sin forskning magtet at favne det hele, de daglige omgivelser og deres betydning, uden skelen til et bestemt handicap. Det er flot, og det er nødvendigt”.

Camilla Ryhl har om nogen sat fokus på betydningen af sammenhængen mellem arkitektonisk kvalitet og god tilgængelighed.

”Tilgængeligheden må være en naturlig del af den arkitektoniske kvalitet, og den arkitektoniske kvalitet må være tilgængelig. Vi skal sikre, at alle kan komme ind i rummet, men lige så vigtigt er det at sikre, at alle kan blive inde i rummet - og deltage. Den forståelse af arkitekturens kompleksitet og helhed er i mine øjne afgørende for den langsigtede sikring af, at arkitekturen og det byggede miljø bliver tilgængeligt for alle”, siger Camilla Ryhl.

Camilla Ryhl er meget aktiv og efterspurgt internationalt, hvor hun indgår i flere netværk og udvalg. Som den første i Norden blev hun i 2010 udnævnt til professor i arkitektur med specialkompetence i tilgængelighed ved Bergen arkitektskole. Et hverv, hun varetager sideløbende med sin ansættelse på SBi.

Camilla Ryhl blev ansat som tilgængelighedsforsker på SBi i 2006, hvor hun kom fra en stilling på University of California, Berkeley. På SBi arbejder hun bl.a. med at præcisere og definere konsekvenserne af den danske ratificering af FN’s handicapkonvention, som har stor betydning for den igangværende implementering af de forpligtigelser, konventionen indeholder.

Yderligere oplysninger: Forskningschef Hans Thor Andersen eller bestyrelsesformand for Vanførefonden Pia Gjellerup (33 13 48 38).

Se illustration.