WE LOVE THE CITY – interager med din by

Lagt online: 13.04.2011

Med udstillingen WE LOVE THE CITY er målet at åbne dørene til et laboratorium, som er forelsket i byen, og som inddrager beskueren i projektet at elske byen. Med udgangspunkt i mantraet ”Byen i bygningen og bygningen i byen” vil tegnestuen ADEPT, Utzon Centeret og adjunkt Lasse Andersson fra Aalborg Universitet, sætte en ny dagsorden for at udvikle by og arkitektur i nye sammenhænge.

Omdrejningspunktet for udstillingen er en gigantisk, interaktiv bymodel – Abstraktistan City – hvor beskueren via mobiltelefonen kan interagere med udstillingen og give deres ”kærlighedserklæring til byen”. Den interaktive model er lavet af studerende fra Arkitektur og Design-studiet på Aalborg Universitet under workshop med adjunkt Lasse Andersson og ADEPT-partnerne Martin Laursen og Martin Krogh der begge er eksterne lektorer ved AAU.

- Ligesom ADEPT er jeg meget optaget af at udfordre måden, vi udformer byen på. En vej til det går gennem inddragelse af brugeren på nye måder. I udstillingsrummet sker det ved, at en 25 kvadratmeter stor interaktiv model reagerer på de sms’er, de besøgende sender til den med idéer om den, gode by, forklarer Lasse Andersson fra Aalborg Universitet.

Med Abstraktistan City-modellen som omdrejningspunkt viser udstillingen ADEPTs tilgang og metode til ”Byen i bygningen og Bygningen i byen”. Denne praksis har altid som intention at skabe merværdi for brugerne ved altid at lave en kobling mellem den arkitektoniske og den bymæssige intention projekterne. ADPETs insisteren på denne tilgang har sat sit aftryk på den danske og internationale arkitekturscene de seneste fire år. På udstillingen vises blandt andet Skyvillage i Rødovre, der stabler parcelhuskvarteret i en vertikal by, og det nyligt vundne kulturhus KU:BE på Frederiksberg, som vender det traditionelle kulturhus på vrangen.
- Når ADEPT arbejder med arkitektur er det i vores huse ud fra en betragtning om byen i bygningen, siger Martin Krogh fra ADEPT.
- Og i vores planlægningsopgaver om bygningen i byen, tilføjer hans kollega Martin Laursen.

Alle kan være med til at vise deres kærlighed til byen fra den 17. april på Utzon Centeret i Aalborg. Udstillingen ”WE LOVE THE CITY” indtager Hal 1 på Utzon Centeret til og med den 22. maj. Udstillingen er kurateret i et samarbejde mellem LasseVegas Kontoret ApS, Malene Abildgaard fra Utzon Centeret, ADEPT og TEAM URBAN DESIGN, som består af studerende på Arkitektur og Design-uddannelsen, Aalborg Universitet.

Yderligere informationer: