Yderområder skal holde bedre fast i tilflyttere

Yderområderne i Danmark har i lang tid trukket mange overskrifter i medierne. For hvad skal der til for at skabe gode rammer for vækst og velfærd i de yderste dele af landet? Det spørgsmål tager Center for Boligforskning op på Boligdag 2011. Centret har til huse på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet.

Lagt online: 11.04.2011

Centret indbyder alle til at komme og høre om den nyeste forskning og de seneste erfaringer med, hvad der får folk til at flytte til et yderområde, og, vigtigst af alt, hvordan kommunerne kan holde på tilflytterne.

Boligdag 2011 har overskriften ’Bosætning og boligforhold i yderområderne’. Den foregår på Esbjerg Højskole, Stormgade 200 i Esbjerg torsdag 5. maj 2011 kl. 10-17.

Hver femte tilflytter fortryder

Faktisk vælger tusindvis af danskere hvert år at flytte på landet. Mange af tilflytterne er børnefamilier og ældre par, der kommer fra en storby. De ønsker trygge og overskuelige rammer med naturen i baghaven, og de fleste tilflyttere er glade for deres valg. Men SBi’s undersøgelser har vist, at omkring en femtedel har planer om at flytte igen, og de begrunder det med mangelfuld service og dårlig integration i bosætningsområdet.

"Det handler om at give tilflytterne en god start og velkomst, hvor tilflytterforeninger eller lokale ambassadører kan hjælpe dem med at falde til og blive integreret. Det handler også om at sikre et serviceniveau, så beboerne kan få hverdagen til at hænge sammen. Og så er det vigtigt at udvikle det, som er yderområdernes attraktion: først og fremmest en smuk og tilgængelig natur", siger Helle Nørgaard, der er seniorforsker på SBi og oplægsholder på Boligdag 2011.

Andre forskere vil i deres indlæg pege på det vigtige i, at den enkelte kommunes indsatser er sammenhængende, og at det er nødvendigt at gå på tværs af de kommunale forvaltninger.

”Det er f.eks. ikke heldigt, hvis kommunen med den ene hånd forsøger at tiltrække resursestærke børnefamilier og samtidig med den anden hånd har planer om at nedlægge skoler, daginstitutioner og busruter. Det går især ikke, når ca. hver fjerde husstand i yderområderne har børn, og de større børn har brug for offentlig transport for at komme til en uddannelsesinstitution, fritidsaktiviteter el. lign”, siger seniorforsker Jesper Ole Jensen, ligeledes fra SBi.

Kom godt i gang

Der er allerede nu flere gode tiltag og erfaringer med at tiltrække og fastholde tilflyttere. Fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune og Randers Kommune kommer repræsentanter på boligdagen og fortæller om deres strategier for at udnytte udviklingspotentialet i tilflytterne bedre.

Kom og hør om indsatser og perspektiver for udvikling af yderområderne på Boligdag 2011. Tilmelding og program på sbi.dk/boligdag2011.

Yderligere oplysning: Seniorforsker Helle Nørgaard eller seniorforsker Jesper Ole Jensen eller forskningschef Hans Thor Andersen.

Se illustration