300 døre på Roskilde Festival skaber debat om asyl

En 100 meter lang væg med 300 forskelligt udseende døre skal få gæsterne på årets Roskilde Festival til at tænke over asylsøgeres vilkår i Norden. Den prisvindende og debatskabende installation er designet af studerende fra Aalborg Universitet, som sammen med håndværkere og frivillige knokler for at gøre værket klar til de mange tusinde festivalgængeres brug.

Lagt online: 29.06.2012

- Vi har nogle lange dage alle sammen, men vi skal nok nå at blive færdige, fortæller Louise Færch Gjerulff fra den fem-personer store gruppe af ingeniørstuderende fra Arkitektur & Design, som har vundet Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Centers fælles konkurrence ”Build What Here 2012”. De øvrige er Andreas Møller Nielsen, Mikkel Møltoft Jensen, Kasper Berner Vejen Johannessen og Karin Johanna Sanfridsson.

De 300 døre til deres installation ”Open Borders” er skaffet med velvillig hjælp fra nedrivningsfirmaer. Nogle af dørene vil være aflåste, mens andre fører festivaldeltagerne gennem barrieren og om til spændende nye oplevelser på den anden side.

- Det handler jo om asyl og om mennesker, der har svært ved at komme gennem en grænse og finde et sted at bo og være. På samme måde vil vores døre blive opfattet som forhindringer, der spærrer for dét, på den anden side. Man kan høre, at der foregår noget, men man kan ikke se, hvad det er, før man finder en åben dør. Så vi leger med alvoren, fortæller Louise Færch Gjerulff.

Ifølge Mikkel Møltoft Jensen er døre et oplagt og symbolladet omdrejningspunkt, fordi alle kan forholde sig til forventningen om at kunne gå gennem dem:

- Det var en lidt svær opgave at skulle formidle budskabet om asyl til et publikum, der for det meste går op i fest og farver. Vi fandt derfor god symbolik i døren. Den kan både fortolke følelsen af at være på den ene eller anden side af en grænse, hvor det er uvist om døren er låst eller åben, og hvem eller hvad der befinder sig på den anden side, siger Mikkel Møltoft Jensen.
 

Vigtig erfaring med virkeligheden

Sejren i designkonkurrencen og muligheden for at få realiseret deres idé og vise den frem for tusinder, giver en oplevelse for livet. Men selve processen har også bidraget med erfaringer, som de kan bruge fremover.

- Vi har lært at samarbejde, og der har været en masse praktiske ting, vi skulle forholde os til, fordi vi vandt konkurrencen. Så vi har helt klart lært noget om, hvad det kræver, når sådan en idé skal realiseres. Hvad koster det for eksempel, hvilke tekniske løsninger kan fungere, hvordan stabiliserer man det, og hvordan skaffer man overhovedet 300 døre, forklarer Louise Færch Gjerulff.

Forberedelserne er foregået sideløbende med studierne, men det har ikke været noget problem at finde energien.

- Der er en helt anden motivationsfaktor, når det faktisk er noget, der skal bygges. Vi har gået meget op i det og tilbragt mange aftener med det. Så nu glæder vi os bare rigtig meget til at det hele starter og vi kan vise det for folk, siger Louise Færch Gjerulff.

Fakta:

• De fem konkurrencevindere fra AAU er Andreas Møller Nielsen, Mikkel Møltoft Jensen, Kasper Berner Vejen Johannessen, Karin Johanna Sanfridsson og Louise Færch Gjerulff.
• Deres vinderprojekt ”Open Borders” har vundet designkonkurrencen ”Build What Here 2012”, udskrevet af Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center.
• Installationen symboliserer den virkelighed, der møder asylansøgere i Danmark, Norge og Sverige. Konkurrencens formål har netop været at få iscenesat emnet i en interessant, funktionel, bæredygtig og involverende plan for festivalområdet ”Poor City”. Området huser under den forestående festival en livfuld og social midlertidig by, hvor en række institutioner med tilknytning til asylcentrene i Danmark skal holde til.

Kontakt:

• Studerende Louise Færch Gjerulff, tlf. 4094 7593.
• Studerende Kasper Berner Vejen Johannessen, tlf. 2020 3176.
• Journalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, tlf. 2340 6554.