Aalborg Universitet hjælper dig med at finde din tegnebog

Vi kender det nok alle sammen. Ærgrelsen når man har tabt sin tegnebog eller fået stjålet sin cykel, men nu går forskere på Aalborg Universitet i gang med at lave små radiosendere, der vil gøre det muligt for dig at finde ud af, hvor din cykel, tegnebog eller noget helt tredje er.

Lagt online: 05.01.2012

Snart bliver det muligt at finde sin stjålne cykel eller bortkomne tegnebog uden brug af de større GPS-modtagere. Med økonomisk støtte fra Højteknologifonden skal erhvervspostdoc ved Aalborg Universitet Osama Nafeth Saleem Alrabadi i samarbejde med virksomheden Munin Spot Technology Aps udvikle en lille form for radiosender, man kan sætte på de ting, man holder mest af. Det kan eksempelvis være et værdifuldt maleri, noget dyrt værktøj eller tegnebogen, hvis man har for vane at miste den. Samtidig skal der også udvikles en antenne i miniatureform, som kan monteres i eksempelvis et cover til mobiltelefoner, så man via mobilen kan finde frem til det, man har mistet.

”Projektets mål er at udvikle et kompakt og let brugbart søgemodul til brug på mobiltelefoner. På den måde kan man udbrede mulighederne for, at bortkomne personer og genstande udstyret med RFID enheder, hurtigt og effektivt kan genfindes. RFID-enheder er en særlig teknologi, der står for radio frekvens identifikation, og man kan kalde det en avanceret udgave af en stregkode, som kan udsende radiosignaler,” forklarer professor ved Aalborg Universitet Gert Frølund Pedersen, som skal fungere som mentor på projektet.

Udgangspunktet for opfindelsen er, at antennen skal være så lille, at den kan indbygges i eller udarbejdes som et cover til en mobiltelefon og samtidig være så billig i indkøb, at produktet kan blive bredt ud til forbrugerne. Den fungerer sådan, at når f.eks. en pung bliver væk og den lille radiosender ligger i pungen, kan man først på en computer finde ud af, hvor pungen cirka befinder sig, og når man er i området, kan man med mobiltelefonen finde ud af i hvilken retning, man skal lede. Radiosenderen vil udsende små bip, så det bliver lettere at lokalisere tingen. Altså en slags tampen brænder på højt niveau.

”Det er afgørende, at radiosenderen er lille og kan holde batteri i et par år eller mere. Problemet med GPS’ere er jo, at de hurtigt løber tør for batteri, og desuden er de store og klodsede, så man ikke kan sætte dem på f.eks. et maleri,” siger Gert Frølund Pedersen.

Men det er ikke kun ting, man kan bruge opfindelsen til. Der er flere perspektiver i det, da de små radiosendere også kan bruges til mennesker eller dyr. Plejehjemspersonale kan have glæde af at lægge dem i lommen på demente beboere, der ofte går hjemmefra. Eller hundeejere kan sætte det i halsbåndet på hunde, der har det med at stikke af.
 

Kontaktoplysninger:
 

Osama Nafeth Saleem Alrabadi, erhvervspostdoc., Aalborg Universitet tlf. 99 40 86 03
Gert Frølund Pedersen, professor, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 86 60
Orla Møller Petersen, Munin Spot Technology, 8700 Horsens, tlf. 40 51 36 78