AAU-afgangselever vil placere Nationalparkcenter Thy i naturfredet område

Det første konkrete forslag til hvordan det kommende Nationalparkcenter Thy skal udformes, tager udgangspunkt i klitlandskabet øst for Nr. Vorupør. Naturen her er delvis Nationalpark, som netop er etableret for at bevare den enestående natur, hvorfor det virker paradoksalt at opføre et nybyggeri her.

Lagt online: 14.06.2012

- Vi ved godt, at det er kontroversielt at opføre nybyggeri i en del af den natur, der er så unik og sårbar. Men naturen er den væsentligste del af oplevelsen af Nationalpark Thy. De besøgende skal opleve klitlandskabet af sand og marehalm, vinden der har formet det og Vesterhavets brusende bølger. Det er derfor afgørende, at Nationalparkcentret ud over en traditionel udstilling, opmuntrer de besøgende til at opleve området på egen hånd, siger gruppen bag forslaget.
Det var anerkendelsen af, at det nordvestjyske landskab er helt unikt for Danmark, der motiverede de tre nord- og vestjyske piger til at lade Thy danne rammerne for deres afgangsprojekt ved Arkitektur & Design-uddannelsen på Aalborg Universitet. Forslaget udspringer delvist i en dialog med Nationalparkens bestyrelse og parkens daglige leder, Else Østergaard. Op til den endelige beslutning d. 21. juni 2012 intensiveres debatten om, hvor det kommende Nationalparkcenter Thy skal placeres, og forslaget vil virke som input i denne diskussion.

HAWBLINK - Nationalparkcenter Thy

Nord for den etablerede parkeringsplads ved Hawblink i Vorupør, byder den første af to bygninger velkommen. Heri placeres en turistinformation og et udstillingsareal. En bygning øst for indeholder alrum og Nationalparkens sekretariat.

De allerede eksisterende stisystemer i den omkringliggende natur forstærkes med belægning, således at de besøgende hovedsageligt færdes her og derved ikke belaster naturen unødigt. Udover at forbinde de to bygninger leder en del af stisystemet også de besøgende op på klittoppene, hvor en panoramisk udsigt over Vesterhav bliver synlig.

Med en placering tæt på byen opstår der mulighed for, at byens erhvervsliv vil kunne drage nytte af centrets gæster, og områdets lokale vil kunne leje alrummet, som kan benyttes til forenings- og bestyrelsesarrangementer og festlige lejligheder. Kun få hundrede meter vest for Nationalparkcentret er Nr. Vorupørs midte. Sekretariatet introduceres som et kontorhotel, hvor lokale iværksættere har mulighed for at leje en kontorplads. Dette skyldes, at parkens ledelse på nuværende tidspunkt blot har fire ansatte, men at der i projektforslaget er gjort plads til udvidelse.

Det dominerende klitlandskab, som kendetegner Thy, skal bevares. Dette gøres ved at dele Nationalparkcentret op i to bygninger. Opdelingen giver mulighed for, at Nationalparkcentrets funktioner kan bruges uafhængigt af hinanden. Nationalparkcenter HAWBLINK er dimensioneret til at opfylde lavenergikravene 2015, hvilket stemmer overens med Thisteds engagement indenfor bæredygtigt byggeri.

Yderligere information:

Dorothy Hild Jensen – djense07@student.aau.dk
Janni Nesager Toft – jannintoft@gmail.dk
Malene Jensen – mjense07@student.aau.dk