AAU-kemishow vinder DM

AAU havde værtsrollen, da der lørdag blev afholdt DM i Science Shows, men det var ikke beskedenhed, der prægede værterne. Pigerne fra AAUs kemishow sørgede nemlig for, at pokalen blev i Aalborg.

Lagt online: 30.04.2012

Rikke Gissel og Louise Trankjær kan nu kalde sig danmarksmestre i Science Shows. Lørdag var de to kemiingeniørstuderende nemlig bedst af alle, da studerende fra universiteterne i Aarhus, København og Aalborg kæmpede om årets DM i Science Shows i Nordkraft i Aalborg.

De to piger læser kemiingeniør på 6. semester, og ifølge Kasper Lauridsen, erfaren kemishowvært og tovholder på dette års arrangement, var det fuldt fortjent, at de tog titlen.

- Dommerne bemærkede tydeligvis, at Rikke og Louise lavede helt nye eksperimenter, og samtidigt formåede de at lave showet som én sammenhængende historie, der passede godt til temaet ”Til lands, til vands og (SPRÆNG) i luften”. Samtidigt formåede de at levere rigtig god underholdning til stor glæde for de omkring et par hundrede tilskuere, der kiggede forbi i løbet af dagen, siger Kasper Lauridsen, der nu puster lidt ud efter en travl tid med at arrangere årets DM.

Men det handler også om andet end konkurrencen lørdag, når de studerende mødes til DM.

- Vi laver en weekend ud af det. Udover at kæmpe i al fordragelighed vidensudveksler vi også og hygger os i hinandens selskab. Det er simpelthen en weekend, hvor vi naturfaglige nørder og sikke en weekend. Masser af god stemning, vi vandt DM, og der var eksplosioner for alle pengene – og Nordkraft står endnu, så det er helt perfekt, griner Kasper Lauridsen.