AAU on Demand overtog Aalborghus Gymnasium

Torsdag den 12. og fredag den 13. april var Aalborg Universitets korps af studenterundervisere, AAU on Demand, på deres hidtil største opgave på et af Aalborgs største gymnasier, Aalborghus Gymnasium.

Lagt online: 23.04.2012

Mens gymnasielærerne var på studietur, overtog intet mindre end 48 studenterundervisere fra AAU on Demand undervisningen af hele 40 klasser på gymnasiet – og eleverne fik nogle sjove og anderledes dage, hvor de hørte om problembaseret læring på AAU og lærte om bl.a. fordomme, vandmangel og computerspil.

De fik også en god snak om, hvordan det er at studere på så forskellige uddannelser som økonomi, idræt og musikterapi – for hvem er bedre til at fortælle om, hvordan det virkelig er, end de studerende selv?


En af studenterunderviserne var Steffan Toft Ohrt fra samfundsfag og historie(på billedet), som underviste hele fire klasser på én gang i sit oplæg ”Hvorfor slår man et helt folk ihjel?”

Et andet oplæg handlede om "Hvilken spiller er du på dit hold?”, afholdt af Astrid Haar Jakobsen og Cilie Lindner fra AAU's idræt, som brugte stafet i deres oplæg, se billedet herunder.