AAU-studerende præsenterer robotløsning for Grundfos

Nul teknisk viden og én iPad – det er alt, hvad der kræves for at programmere den robot, som tre studerende fra Aalborg Universitet har udviklet, og som i fremtiden skal udføre opgaver hos Grundfos.

Lagt online: 14.06.2012

Studerende på Aalborg Universitet har brugt tusindvis af timer på arbejdet med en ny robot, der i modsætning til en traditionel industrirobot er særdeles fleksibel og utrolig nem at programmere. Og den kæmpe indsats, som de tre specialestuderende fra Aalborg Universitets Institut for Mekanik og Produktion har lagt i arbejdet med robotten Lille Hjælper, gør, at robottens software er så udviklet, at robotten nemt kan programmeres til at udføre mange forskellige opgaver. Og vel at mærke uden at den, der skal programmere den, har stor teknisk viden.

- I dag har produkter kortere levetid på markedet end tidligere, og det gør, at der oftere skal laves om i produktionen, så behovet for fleksibelt og omstillingsvenligt produktionsudstyr er stigende. Derfor har vores mobile robot, der let kan programmeres til nye funktioner, en stor fordel i forhold til traditionelle robotter, der typisk kun kan udføre én opgave og samtidigt er meget svære at flytte, siger Christian Carøe, som sammen med Casper Schou og Mikkel Hvilshøj står bag robotten.

De tre studerende har på opfordring fra medarbejdere på Grundfos programmeret robotten til at kunne udføre to arbejdsopgaver, som Grundfos gerne ville beholde i Danmark, men som medarbejderne fandt trivielle. De studerende har derfor opbygget en nøjagtig kopi af to af Grundfos’ manuelle arbejdsstationer, og repræsentanter fra Grundfos kommer fredag morgen på besøg på Aalborg Universitet.

- Robotten skal netop ikke fungere som en erstatning for manuelle medarbejdere, men i stedet assistere dem. Det er de her to opgaver et godt eksempel på, for her får vi en robot til at løse opgaver, som medarbejderne selv har udvalgt som opgaver, de gerne vil slippe for at udføre, og vi glæder os meget til at vise folkene fra Grundfos, hvad der er kommet ud af vores anstrengelser, siger Casper Schou.

Og fremover bliver det muligt for ansatte rundt omkring i industrien at få robotten til at udføre et væld af forskellige opgaver – og det uden hjælp fra de tre AAU-studerende.

- De ansatte vil nemt selv kunne instruere robotten, så den kan løse de opgaver, som de ansatte måtte ønske. Og det uden at man skal lave en total omstrukturering af hele produktionssystemet, som det typisk ville kræve med en traditionel robot. Vores robot tilbyder en udstrakt grad af fleksibilitet, og vi glæder os meget over, at vores arbejde i fremtiden vil komme danske virksomheder til gavn og hjælpe til at bevare arbejdspladser i Danmark frem for, at de bliver outsourcet, siger Mikkel Hvilshøj.

Kontakt og yderligere information:

Christian Carøe, 31 51 27 41 og ccaroe07@student.aau.dk
Mikkel Hvilshøj, 25 14 94 34 og mhvils07@student.aau.dk
Casper Schou, 20 86 88 84 og cschou07@student.aau.dk

Se video om hvor enkelt det er at programmere robotten:

Videnskab.dk skriver generelt kun om studenterprojekter, der er afsluttede og har fået karakteren 12. Her har de imidlertid gjort en undtagelse og skrevet en artikel om robotten, inden de tre overhovedet har været til eksamen.

Projektet er en del af et internationalt EU-støttet samarbejde, med deltagelse af Grundfos, Aalborg Universitet og en række europæiske virksomheder og forskningsinstitutioner.