Danmarks første sprogcamp

102 unge indtager denne weekend Hjørring Gymnasium og HF-kursus i forbindelse med Danmarks første sprogcamp. De unge er alle nordjyske gymnasieelever med en særlig interesse og et talent for et af de fem fremmedsprog, engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk, og denne weekend mødes de til gruppearbejde og oplæg under den fælles overskrift sprog og turisme. Det hele kulminerer med en stor finale søndag eftermiddag med præmieoverækkelse m.m.

Lagt online: 12.01.2012

- Nu har vi jo set science camps, så det er dejligt, at sprog kommer i centrum. Det er vigtigt, at vi i Danmark bliver ved med at have mange, som kan kommunikere på højt niveau på mange sprog – det er helt nødvendigt i den globaliserede verden som den, vi lever i, mener Malene Gram, der er studieleder på Skolen for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

Baggrunden for det nye initiativ er nemlig, at de unge i gymnasiet vælger færre fremmedsprog, og på universiteterne vælger færre unge at læse fremmedsprog. Faktisk er engelsk i dag det eneste fremmedsprog i fremgang i Danmark, ellers er interessen for fremmedsprog dalende. Det fik den tidligere videnskabsminister til at bestille en rapport om fremmedsprog i Danmark, som udkom i sommeren 2011. I rapporten, Sprog er nøglen til verden, peger arbejdsgruppen blandt andet på, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde i uddannelsessystemet, hvis fremmedsprog i Danmark skal styrkes. Det har de to nordjyske uddannelsesinstitutioner nu omsat til konkret handling.

- Samtidig er der i stigende grad fokus på talentarbejdet i undervisningsverdenen, og det er en tendens, vi gerne vil understøtte med et initiativ som dette. Men vi håber som sagt også at få sat fokus på, at det er nødvendigt at kunne tale mere end engelsk i en globaliseret verden, ligesom vi gennem et samarbejde med erhvervslivet vil vise, hvad sprog faktisk kan bruges til. Vores kontakt til universitetet betyder desuden, at de studerende får mulighed for at møde universitetsverdenen, inden de skal vælge en videreuddannelse, understreger Nina Andersen, der underviser i spansk på Hjørring Gymnasium og HF-kursus og er en af initiativtagerne til sprogcampen.

For nærmere information kontakt:
Malene Gram fra Aalborg Universitet på tlf.: 24 42 91 36 el. gram@cgs.aau.dk
Nina Andersen fra Hjørring Gymnasium og HF-kursus på 23 64 07 84 el. NA@hj-gym.dk

Det tidligere Videnskabsministeriums rapport for sprogfagene.

Læs programmet for sprogcampen her