EU's teknologieksperter kigger i krystalkuglen i Aalborg

400 IT-eksperter fra hele Europa og store dele af resten af verden strømmer til maj til Aalborg for at drøfte fremtidens teknologiudvikling. Aalborg Universitetet arrangerer ”Future Internet Assembly” (FIA) i tilknytning til det danske EU-formandskab, og hjemlige virksomheder opfordres til at udnytte den unikke lejlighed til at prale af, hvad de kan.

Lagt online: 29.03.2012

Forskningsminister Morten Østergaard repræsenterer den danske regering og EU-formandsskabet på konferencen i Aalborg den 10.-11. maj. Ministeren kommer i klogt selskab med en broget flok forskere fra nogle af de 150 forskellige EU-støttede forskningsprojekter på IKT-området, som indgår i FIA-samarbejdet.

Projekterne fokuserer blandt meget andet på fremtidens netværksteknologier, nye internettjenester og datasikkerhed. Konferencen i Aalborg får ”Smarte Byer og Tingenes Internet” som tema, så det kommer i høj grad til at handle om, hvordan nettet og dets teknologier griber ind i stadig flere aspekter af det moderne liv.

- Det drejer sig lige så meget om samfundet som om teknologi, og det betyder, at deltagerne ikke kun er teknikere. Nogle repræsenterer slutbrugernes synspunkter, og der kommer eksempelvis også psykologer, socialarbejdere og sågar advokater. Vi er en lidt usædvanlig gruppe, og derfor vil der også blive mere diskussion, end der normalt er på videnskabelige konferencer, fortæller lektor og medarrangør Neeli Prasad fra Aalborg Universitets Center for TeleInfrastruktur.

Diskussionerne er vigtige, fordi de er med til at udstikke rammerne for kommende forskningssatsninger i EU-regi, og fordi de bliver fulgt tæt af Den Internationale Telekommunikations Union (ITU) og andre internationale standardiseringsorganer.

Display af danske dyder

Neeli Prasad er selv involveret i et europæisk forskningsprojekt, som udnytter kommunikationsteknologi til at styrke ældre borgeres samvær med hinanden i hverdagen. De internationale konferencedeltagere vil under besøget i Aalborg få mulighed for at se en testopstilling fra det pågældende projekt. På den måde bliver værtsskabet for konferencen også en oplagt anledning til at vise danske teknologi-løsninger frem for resten af Europa. Neeli Prasad opfordrer derfor virksomheder til at henvende sig, hvis de er interesserede i at få plads på udstillingsarealerne i tilknytning til konferencen.

- Normalt er udstillingerne på FIA-konferencer optaget af universiteterne og andre projektpartnere. Men i en dansk sammenhæng er det oplagt at involvere de mange spændende små og mellemstore virksomheder, som beskæftiger sig med området, selv om de ikke på forhånd er involveret i EU-projekter. Det kan være med til at åbne døre for dem, hvis de er interesserede i selv at blive involveret i de projekter, EU sætter i gang, siger Neeli Prasad.


Yderligere oplysninger:

Future Internet Assembly 2012 holdes i Aalborg fra den 10.-11. maj. Arrangementet tyvstarter den 9. maj med velkomstreception på Borgmesterkontoret i Aalborg.
• Det europæiske Future Internet Assembly (FIA) er et samarbejde mellem EU-forskningsprojekter, som sigter mod at bevare Europas konkurrencedygtighed på det globale marked ved at fokusere på fremtidens internet- og teknologiudvikling. Samarbejdet involverer omkring 150 projekter fra EU’s vidtforgrenede IKT-forskning i emner som fremtidens netværk, cloud computing, internettjenester, avanceret softwareudvikling, internetforbundne objekter, troværdig IKT, netmedier og søgesystemer. Rækken af konferencer startede i 2008 i Slovenien, og der holdes to om året.
• Ud over de mange eksperter og forskningsminister Morten Østergaard deltager højtstående repræsentanter fra EU-Kommissionen og EU’s forskningsenheder samt Den Internationale Telekommunikation Union i arrangementet i Aalborg. En paneldebat i tilknytning til konferencen involverer desuden eksperter fra Kina, Korea og USA.
• Lektor Neeli Prasad, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 9940 9835.
• Adjunkt Rasmus Hjorth Nielsen, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, rhn@es.aau.dk.
• Projektleder Charlotte Holmene, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 9940 7345.
• Overassistent Lotte Bonderup Bech, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, 9940 7345.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.