Fire nye it-chefer til AAU

I forbindelse med reorganiseringen af it på AAU har fire it-chefstillinger været slået op, og de rette kandidater til stillingerne er nu fundet. It-organisationens fire nye områder; Strategi og Proces, Infrastruktur Services, Support Services samt Anvendt it og udvikling har derfor fra 1. januar hver deres it-chef til, sammen med It-direktør Lise Marcher og de godt 160 it-ansatte på AAU, at udvikle den nye it-organisation.

Lagt online: 03.12.2012

Infrastrukturchef

I stillingen som Infrastrukturchef tiltræder Per Bach Sørensen. Per har stor erfaring med forandringsledelse, ITIL processer og drift fra Telenor og KMD, hvor Per senest har haft ansvaret for ITIL's operationelle processer i KMD's division for Infrastructure Outsourcing. Hos Telenor havde Per ansvaret for opbygning af en ny it infrastruktur-afdeling med det formål at sikre insourcing fra IBM og efterfølgende konsolidering af it for Sonofon og Cybercity.

Supportchef

Michael Collin tiltræder stillingen som Supportchef. Vi kender Michael i rollen som leder af IKT-afdelingen på Humaniora her på AAU, hvor Michael siden 2005 har haft det samlede ansvar for IKT på fakultetet. Derudover har Michael opbygget en række af universitetets Service Provider-løsninger. Michael har altid stort fokus på, at de systemer og services, som en it-organisation udbyder, er vel afstemt med de behov, som brugerne har – både eksplicit formidlede og afdækkede behov.

Hos HUM-IKT vil Lillian Buus og Mads Peter Bach varetage ledelsen af henholdsvis Elsa og resten af HUM-IKT i perioden fra den 1. januar til den 1. marts 2013. Mads indtræder i den forbindelse i it-chefudvalget.

Udviklingschef

Kirsten Hjerrild Nielsen tiltræder stillingen som Udviklingschef. Kirsten har i de seneste fire år været ansat i Region Syddanmark som henholdsvis Projektleder for udbudsprojekter og Afdelingschef. Tidligere har Kirsten arbejdet i 3 år som Projektchef i TDC, og forinden var hun femten år hos Mentor Informatik (senere opkøbt af WM Data og Logica (nu CGI)). Igennem Kirstens erhvervskarriere har hun oparbejdet stor erfaring med at sikre sammenhænge i forretnings- og it-strategi og med udvikling og vedligehold af it (lifecycle management). Kirsten er i øvrigt også censor på AAU.

Strategi- og proceschef

Patrick Vangsgaard tiltræder stillingen som Strategi- og proceschef. Patrick har opbygget sin erfaring inden for området i tre virksomheder; KMD, Sonofon/Telenor og Vestas. Patrick har stor erfaring med procesoptimering og projekt- og porteføljestyring – både inden for og uden for den traditionelle it-organisation. Ydermere var Patrick i sine fire år hos KMD direkte involveret i en række store ERP implementeringsprojekter og ikke mindst projektledelse i forbindelse med kommunesammenlægninger.

Når it-cheferne tiltræder til januar, vil de sammen med Lise Marcher lægge trædestenene til den nye it-organisation. Fra marts vil alle AAU’s it-medarbejdere være ansat i den nye organisation under ét af de fire områder.