Fokus på familien kan sikre bedre udstationeringer

10 procent af alle udstationeringer hos internationale virksomheder og organisationer afbrydes før tid, og i langt de fleste tilfælde skyldes det mistrivsel i den medrejsende familie. To nyuddannede ingeniører fra Aalborg Universitet, som selv har problematikken inde på livet, giver i deres afgangsprojekt gode råd til forbedringer i samarbejde med international elektronikgigant.

Lagt online: 04.10.2012

En høj løn, spændende udfordringer og pynt på cv’et lyder måske tillokkende. Men for hver 10. ansattes familie, som flytter med, er det ifølge en undersøgelse så svært at begynde en ny tilværelse i et fremmed land, at udstationeringen afbrydes. Det problem prøver de to nyuddannede danske ingeniører Signe Melgaard Pedersen og Katrine Rau Ofenstein at tackle med deres afgangsprojekt WoMo: En webbaseret service, der skal hjælpe udstationerede og deres familier med at falde til.

– Det kan være meget stressende og frustrerende at rykke hele sit liv op med rode. Både for den udstationerede og for dennes familie. Der bliver som regel sørget for alt det praktiske, mens det menneskelige aspekt ofte glemmes af virksomhederne. Og det er netop det menneskelige aspekt, vi fokuserer på med WoMo, siger Signe Melgaard, som selv for to år siden tog springet og flyttede til Canada med sin kæreste for at arbejde for Research In Motion (RIM) – elektronikgiganten, der blandt andet står bag BlackBerry-smartphones.

Et fællesskab af udstationerede

WoMo er et website med tilhørende smartphone-app samt et ambassadørnetværk, der i en samlet pakke tilbydes familierne, allerede inden de flytter til det nye sted. På websitet kan familierne finde information og inspiration til, hvordan de får mest ud af deres nye lokalområde, ligesom de bliver en del af et online fællesskab af lokale udstationerede.

Hver familie får desuden hjælp af en ambassadør, som kan hjælpe familien med at falde godt til. Ambassadørerne er personer, der selv er udstationerede, så de ved, hvad det indebærer.

– Det er vigtigt at inddrage hele familien i udstationerings-processen, men det glemmer mange virksomheder, siger Katrine Rau Ofenstein, der også har prøvet at være fremmed – først et halvt år i Atlanta, USA, og nu i San Francisco, hvor hun er flyttet til med sin kæreste.

– Det er en fantastisk oplevelse at prøve at bo ude i verden, men det kræver, at man er utrolig udadvendt og proaktiv, tilføjer hun.

Grundige brugerundersøgelser

Fakta

Ifølge undersøgelsen ”Global Relocations Trends 2010” er familielivet blandt de største udfordringer ved en udstationering:

• 10 pct. af alle udstationeringer hos internationale organisationer og virksomheder afbrydes før tid.

• 60 pct. af de adspurgte angiver mistrivsel i familien som årsag.

• Angsten for at familien ikke kommer til at fungere, er også hovedårsagen til, at 83 procent takker nej til en udstationering, selv hvis virksomheden betaler en rejse for hele familien, så de kan se, hvor de skal bo, inden de tager af sted.

(Kilde: Brookfield Global Relocations Services)

Katrine Rau Ofenstein og Signe Melgaard Pedersen har begge læst Industrielt Design ved Aalborg Universitet. I deres afgangsprojekt samarbejdede de konkret med canadiske Research In Motion om design af en service, der sikrer bedre integration for virksomhedens mange internationale medarbejdere.

Research In Motion bruger hvert år millioner af kroner på at placere og integrere internationale medarbejdere i deres afdelinger. Alligevel oplever elektronikgiganten, at flere udstationeringer mislykkes. Gennem grundige brugerundersøgelser har de to danske specialestuderende derfor identificeret en række behov, der ikke bliver tilgodeset i den nuværende proces. 

- Jeg synes, at det er RIM’s job at sikre, at vi får flyttet vores medarbejdere succesfuldt, og at vi får dem engagerede, så de kan fokusere på deres job og være produktive. Det står klart ud fra alle undersøgelser, at hvis ikke familien falder godt til, så er det ikke forventeligt, at medarbejderen vil være engageret og produktiv, fortæller Adele Yeargan, der er direktør for Global Mobility hos Research In Motion.
Udstationerings-løsningen er dog endnu ikke sat i drift, fordi Research In Motion er blevet tvunget ud i en større sparerunde. Men tankerne i den og researchen bag den har blandt andet været med til at inspirere en underleverandør (MI Group), som selv arbejder med en serviceløsning til udstationerede.
Katrine Rau Ofenstein er efter afslutningen på projektet flyttet til San Francisco med sin amerikanske kæreste. Hun er grundlægger af Service Design Network Denmark, og har i den forbindelse allerede mange gode kontakter i San Francisco. Signe Melgaard Pedersen opholder sig stadig i Canada.

Yderligere oplysninger: 

• Katrine Rau Ofenstein, katrine.rau@gmail.com, tlf. (+1) 510 717 4411.
• Signe Melgaard Pedersen, skrivtilsigne@hotmail.com, tlf. (+1) 226 978 4684.