Forskere drøfter rette tid og sted

GPS er meget mere end et middel til at finde vej. Eksempelvis kan GPS medvirke til mindre strømspild, til afgørelse af erstatningskrav efter naturens hærgen og til afgørelse af, hvem der får retten til de store værdier, der findes i området omkring Nordpolen. Alt det og meget mere bliver genstand for diskussion og undervisning, når 14 af verdens førende GPS-forskere inviteres til workshop i Nordjylland.

Lagt online: 27.08.2012

Hvis nogle af forskerne møder forsinket op på Feriecenter Slettestrand til den workshop, som Aalborg Universitet afholder sammen med Stanford University, kommer det nok til at knibe med at undskylde sig med, at man ikke kunne finde vej eller at tiden løb fra dem. Forskerne er nemlig nogle af verdens førende hjerner inden for Global Navigation Satellite Systems (GNSS), som er en samlebetegnelse for fire GPS-lignende systemer, for GNSS bruges netop til at finde vej, men faktisk også til at holde styr på tiden.

- Det er nok de færreste, der ved det, men GPS blev oprindeligt udviklet til militær brug til at sikre, at ure var fuldstændig synkrone, så højteknologiske operationer kunne ske samtidigt (med nanosekunders nøjagtighed) og først senere blev GPS brugt blandt andet til at finde vej, som vi kender det i dag, siger en af arrangørerne af konferencen, professor Kai Borre fra Dansk GPS Center ved Aalborg Universitet.

Og systemets enestående evne til at måle tid udnyttes flittigt i dag og kan sikre, at vi får endnu mere ud af den strøm, som eksempelvis vindmøller producerer.

- Hvis to strømme, der mødes i et højspændingsnet, ikke er i fase, løber strømmene så at sige mod hinanden, ”støder” sammen og ophæver dermed hinanden, hvilket medfører strømspild, siger Kai Borre.

Ejerskab til Nordpolen

Workshoppen vil også omfatte navigation i polnære områder, hvor grænsedragningerne omkring Nordpolen, og dermed adgangen til naturlige værdier for milliarder, kommer til at ske.

- I nærheden af Nordpolen ses alle GPS-satellitterne altid mod syd, og derfor er GPS knap så velegnet her. Der arbejdes intenst på at udbygge positioneringsmulighederne i de polnære områder, så GPS i fremtiden kan komme til at fungere bedre og mere nøjagtigt her. Dette kan være med til at afgøre, hvem der får ejerskab til de vigtige områder, og det vil vi også diskutere på workshoppen, siger professoren.

Men det er ikke kun retten til naturrigdomme i polområder, der bliver genstand for diskussionerne på workshoppen. Noget mere jordnært for den enkelte borger bliver nemlig også drøftet.

- I dag bliver GPS også brugt til at måle eksempelvis vandstand, og det vil kunne have betydning for borgere i kystnære områder. Sker der en oversvømmelse, og er vandstanden så meget over daglig vande, at det kan betegnes som en naturkatastrofe, vil alle, også de uden forsikring, få erstattet det beskadigede. Er der derimod ikke tale om en naturkatastrofe, men ”kun” en oversvømmelse, vil kun de med forsikring få erstattet deres tab, og det kan GPS altså være med til at bestemme, siger Kai Borre, som glæder sig til at diskutere GNSS’s mange brugsmuligheder med kollegaer fra hele verden og få skabt nye kontakter mellem forskere og industrien.

For yderligere information/kontakt:

Professor Kai Borre, telefon 99 40 83 62, mobil 23 69 68 36, borre@gps.aau.dk