Forskere skal udstyre fødevarer med ”bæredygtighedspas”

Kød, frugt, mejeriprodukter og andre fødevarer skal fremover kunne forsynes med et ”bæredygtighedspas”, som oplyser forbrugerne om produkternes miljøbelastning. Fødevareforskere fra Aalborg Universitet er med i et stort EU-projekt, som skal gøre den nye mærkning mulig.

Lagt online: 14.03.2012

- Produktionen af fødevarer bidrager i høj grad til en række af de miljøproblemer, vi står over for i dag. For eksempel er klimabelastningen knyttet til det danske fødevareforbrug cirka 3,5 tons CO2 årligt for hver dansker, lige som effekten på vandmiljøet, drikkevandet og diversiteten er betydelig, forklarer lektor Thorkild Nielsen fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning.

Hans og kollegernes viden om miljø og bæredygtighed samt universitetets satsning på sporbarhed og fødevarer har sikret Aalborg Universitet en central placering i det europæiske forskningsprojekt SENSE, som skal udvikle et nyt redskab til at vurdere fødevarernes miljøeffekt.

De 23 partnere i projektet, som blandt andet tæller universiteter, miljøeksperter, fødevarevirksomheder og videnscentre, skal samtidig finde frem til en metode, så mærkningen kan kommunikeres ud til forbrugerne.

Opbakning fra forbrugere og producenter

EU-kommissionen har afsat over 25 millioner kroner til det treårige projekt. Konsortiet med Aalborg Universitet som deltager er valgt blandt 10 konkurrerende bud, og arbejdet skal ledes af det spanske fødevareteknologiske center AZTI-Tecnalia.

Aalborg Universitets forskere får særligt ansvar for at udvælge indikatorer, som siger noget om bæredygtigheden, samt for etableringen af det såkaldte ”bæredygtighedspas”, der skal opsamle bæredygtighedsdata fra produktets vej gennem forsyningskæden.

Opgaven er stor, men lektor Thorkild Nielsen lægger vægt på, at både producenter og forbrugere på forhånd har signaleret deres støtte til de nye tanker:

- Projektet har opbakning fra både den europæiske forbrugerorganisation ”BEUC” samt den europæiske fødevareindustri ”FoodDrinkEurope”. De har begge efterspurgt en mere ensartet måde at vurdere miljøeffekten af fødevarer på og en bedre måde at kommunikere fødevareprodukters miljømæssige fodspor, siger Thorkild Nielsen.

I første omgang bliver indsatsen i SENSE-projektet koncentreret om tre produktområder, nemlig frugt og juice, kød og mejeriprodukter samt akvakultur-produkter.

Yderligere oplysninger:

• SENSE-projektet har undertitlen ”Harmonised Environmental Sustainability in the European food & drink chain”. Læs mere.
• Lektor Thorkild Nielsen, Institut for Planlægning, AAU, tlf. 9940 3679, mobil 2326 2698.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, AAU, mobil 2340 6554