International hæder til medialogistuderende fra Aalborg Universitet Esbjerg

Der ER langt fra Danmark til Brisbane i Australien, men fem medialogistuderende fra Aalborg Universitet Esbjerg synes nok, at turen til Australien var al besværet værd. Med hjem i bagagen er nemlig både ære og stor pokal.

Lagt online: 12.07.2012

Formålet med turen var at deltage i den såkaldte CDIO-konference, og Nanna Borum, Line Gad Christiansen, Kasper Kristensen, Jacob Nghia Trung Lam og Raimund Wolfgang Axel Erken havde lavet så godt et projekt under vejledning af Eva Pettersson, at de vandt det ærefulde CDIO-trofæ.

Konferencen er for fremtidens ingeniører, og de fem dygtige 6. semester medialogistuderende fra Aalborg Universitet Esbjerg havde lavet et projekt med titlen "The Effect of Mirroring in Virtual Environments (VE) on Children with Disabilities".

Projektet gav børnene mulighed for at lege og interagere i et virtuelt miljø, mens de kunne se sig selv i spejle. Projektet viste, at børnenes koncentration blev forbedret, de interagerede bedre med hinanden, og de fik større glæde i det virtuelle miljø. Det overordnede mål med projektet er at øge livskvaliteten for målgruppen.

Udover den fornemme titel fik de studerende et stort trofæ med hjem, der det næste år vil pryde i gangene på Aalborg Universitet Esbjerg.

Aalborg Universitet var også repræsenteret ved CDIO med en gruppe 10. semesterstuderende fra Institut for Energiteknik, nemlig Jakob Holmer Sehested, Kristine Husballe Munk og Carolina Carmo og deres vejleder Morten Boje Blarke.

Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet har siden 2011 været medlem af netværket CDIO, som er et innovativt uddannelsesnetværk indenfor ingeniørfaget.

CDIO er abbreviationen af de engelske ord: ”Conceive, Design, Implement, Operate”, som er et koncept for udvikling og kvalitetssikring af ingeniøruddannelse.

For mere information:

CDIO eller AAU-professor Anette Kolmos, Institut for Planlægning ak@plan.aau.dk