Kan man synge matematik?

Det kan du få svaret på den 27. februar kl. 19.30. Her begiver seniorrådgiver Morten Aagaard fra Institut for Kommunikation sig ind på hidtil ukendt territorium, når han i samarbejde med komponisten Kristian Melchior Echwald og koret Vox11 arrangerer en koncert på Skråen. For første gang nogensinde har de nemlig sat sig for at undersøge om, man kan lave musik på baggrund af bayesianske netværk.

Lagt online: 17.02.2012

Bayesianske netværk bygger på en formel af den engelske teolog og matematiker Thomas Bayes og bruges blandt andet i computerprogrammer og mobil-applikationer. På Aalborg Universitet findes nogle af verdens førende forskere og praktikere inden for bayesianske netværk, og en af dem, der arbejder med bayesianske netværk i dagligdagen, er netop Morten Aagaard, som forsker i mobile kognitive støtteprogrammer – computerprogrammer og mobilapplikationer, der hjælper os i dagligdagen.

Men én ting er matematik. En anden er musik. Og kan man overhovedet forene de to størrelser? Det vil vise sig, når koret fremfører de musikstykker, som Kristian Melchior Echwald har komponeret.

- Det spændende er, at bayesianske netværk gør det muligt at skabe musik, der er drevet af ”kvalificeret tilfældighed” – ikke helt igennem tilfældigt, men heller ikke forhåndsdefineret som partiturmusik, og heller ikke improviseret. I løbet af aftenen vil musikken blive udfordret af både koret og publikum, og så bliver det spændende at se, hvad der sker, siger Kristian Melchior Echwald.

Læs mere om koncerten på:

En sang for Bayes

Afprøv interaktive eksempler på bayesianske net

For nærmere information kontakt:

Morten Aagaard: Tlf.: 99 40 31 47. E-mail: morten@hum.aau.dk

Kristian Melchior Echwald: Tlf.: 35 14 90 53 el. 20 78 90 53. E-mail: melchiorechwald@hotmail.com