Midtvejssucces for lægeuddannelsen

Positiv start på AAU’s lægeuddannelse taler for en udvidelse af antallet af studiepladser.

Lagt online: 24.02.2012

Netop nu, hvor de første medicinstuderende er halvvejs i deres bachelorstudium, er interessen for uddannelsen større end nogensinde. Midtvejsevalueringen viser, at uddannelsen er kommet så godt som perfekt fra start.

- I forbindelse med oprettelse af lægeuddannelsen på Aalborg Universitet var der en del kritiske røster fremme, men den kritik må siges at være gjort til skamme med de resultater, vi har nået, udtaler rektor Finn Kjærsdam.

- En af de store bekymringer gik på om uddannelsen i Aalborg udelukkende ville blive en uddannelse for studerende, der var blevet afvist fra de andre uddannelsesinstitutioner. Men med 26 ansøgninger til hver studieplads og med landets næsthøjeste grænsekvotient på hele 10,4 i 2011, er det langt fra tilfældet. Lægeuddannelsen på Aalborg Universitet er et positivt tilvalg for de studerende – og ikke 'i mangel af bedre'.

En løsning på nordjysk lægemangel

- En anden bekymring gik på, om en nordjysk lægeuddannelse nu også ville aflaste lægemanglen i regionen, og det tyder alt heldigvis på. To ud af tre af de danske studerende er fra Nordjylland, og vi ved, at en stor del af de nordjyske studerende vil blive i landsdelen efter endt uddannelse. Om det så er nok til at dække hele behovet, er dog meget tvivlsomt. Med de nuværende 50 årlige studiepladser optager vi kun 4 % af det samlede antal af lægestuderende. Og det til trods for at den nordjyske befolkning udgør 11 % af Danmarks samlede befolkning.

- Med optag på yderligere 50 studerende vil vi nå op på 8 % af det samlede optag på landets lægeuddannelser. Dette må betegnes som en rimelig andel, og det øgede antal kandidater vil kunne bidrage yderligere til at aflaste lægemanglen. Et synspunkt, som også bakkes op af Danske regioner, og styrkes yderligere af, at Aalborg Sygehus er det eneste universitetshospital med uudnyttet uddannelseskapacitet, forklarer Finn Kjærsdam.

101 ansøgere til 15 stillinger

Rekrutteringen af videnskabeligt personale til lægeuddannelsen på Aalborg Universitet har også vist sig at være uden problemer.

- Med 101 ansøgere til de første 15 adjunkt-, lektor- og professorstillinger er det vist ikke helt ved siden af at betragte lægeuddannelsen på AAU som et eftertragtet sted at forske og undervise. I takt med studiets opbygning og opstart af undervisningen på kandidatuddannelsen vil antallet af professorer blive udbygget, så der vil være mindst én klinisk professor til hvert af de 37 specialer på Aalborg Universitetshospital.

- Dermed skulle kvaliteten af uddannelsen, som de studerende beskriver som 'krævende, men interessant og udbytterig' være sikret, afslutter rektor.

For yderligere informationer

Rektor Finn Kjærsdam, tlf. 9940 9501, rektor@adm.aau.dk
Dekan Egon Toft, tlf. 9940 9547, et@adm.aau.dk

Se hele midtvejsevalueringen