Mobilstyret spil på storskærm forvandler ventetid til underholdning

Ventetiden før biograffilmen eller optakten til koncerten kan gøres langt mere underholdende med fælles spil på storskærmen, hvor publikum styrer handlingen med deres egne mobiltelefoner. Det foreslår AAU-studerende spiludvikler efter vellykket test i biograf.

Lagt online: 28.06.2012

Det er 23-årige Alexander Birke fra Nørrebro, der som led i sine medialogi-studier på Aalborg Universitets campus i København har kastet sig over et forsøg på at lade biografgæster, koncertgængere og andre større forsamlinger dyste mod hinanden. Han gør det med spillet ”Space Bugz!”, hvor publikum bruger deres smartphones til at kontrollere hvert sit ruminsekt i et planet-miljø. Kampen mellem insekterne kan følges oppe på det store lærred, og der er helt bevidst gjort ekstra meget ud af at gøre insekterne så forskellige som muligt, fordi en tidlig version af spillet viste, at det med mange deltagere kunne være et problem at skelne ven fra fjende.

Alexander Birke har flere bud på, hvor konceptet kan bruges:

- Det kan bruges af event-planlæggere, som gerne vil gøre deres biograf-premiere eller koncert mere spændende at komme til. Jeg synes især, at koncerter er interessante, da man ofte står og venter i lang tid, inden koncerten går i gang. Så man kunne lave specialiserede spil til den enkelte event. Det kunne for eksempel også erstatte de traditionelle reklamer i biografen med personaliserede reklamer på folks telefoner, som er mere relevante end at se de samme reklamer fra Haribo og Bacardi, som jeg selv er ved at være godt træt af, siger Alexander Birke.

Teknologiudvikling og firma-planer

Den unge spiludvikler er overbevist om, at fremtiden vil byde på flere tiltag, der udnytter den voksende udbredelse af smarte mobiltelefoner.

- Smartphones er kraftige spilenheder. Det største problem med dem er dog, at der findes så mange forskellige mærker, som man er nødt til at understøtte. Så der er nødt til at være løsninger, som gør det muligt at udvikle apps til flere platforme på samme tid. En anden barriere er at få folk til at hente klienten ned på deres mobil og få den forbundet til den server, hvor vi kører spillet. Det hele skal være så nemt som muligt, for ellers giver folk op, fortæller Alexander Birke.

Hans eget spil er blevet testet i Baltoppen Bio i Ballerup, hvor løfter om popcorn, sodavand og billet til en god film fik et indbudt publikum til at lege med og evaluere oplevelsen. Spillet vil også blive vist frem på dette års Roskilde Festival.

- Desuden har jeg talt lidt med nogle andre om at starte et firma op med konceptet, afslører Alexander Birke.

Yderligere oplysninger:

• Alexander Birke forklarer teknikken bag spillet i en artikel på foreningen Unge Spiludvikleres website.
• Tidligere forsøg med såkaldt ”crowd gaming”, hvor en større folkemængde spiller samme spil, har ifølge Alexander Birke lidt under, at det enkelte medlem af publikum har savnet kontrol over, hvad der sker. Det prøver han at komme ud over ved at inddrage gæsternes egne kraftfulde mobiltelefoner som en vigtig del af spillet. Det giver en langt mere præcis styring, end hvis publikums ageren skal indfanges af web-kameraer, sådan som det tidligere er forsøgt.
• Alexander Birke, abirke09@student.aau.dk, mobil 6027 7499.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.