Nordjysk Naturtalent kåret

Joakim Møller fra Aalborghus Gymnasium tog den fornemste titel, da Aalborg Universitet kårede vinderne i konkurrencen om at blive Nordjyllands Naturtalent 2012.

Lagt online: 24.04.2012

Der var masser af checks og hæder, da vinderne i konkurrencen Nordjysk Naturtalent blev kåret i Studenterhuset i Aalborg. I år gik titlen som Nordjysk Naturtalent til Joakim Møller fra 3.y. på Aalborghus Gymnasium for en opgave om kvantemekanik, som samtidig vandt fysikkategorien.

- Jeg er rigtig glad for at have vundet konkurrencen. Det er en sejr for mig selv, for jeg har sat mig noget for, og så har jeg klaret det og endda vundet titlen. Det er en rigtig dejlig anerkendelse at få at vide, at det, jeg har lavet, er virkelig godt, og ikke bare ”godt nok”, lyder det fra den 19-årige aalborgenser umiddelbart efter udnævnelsen til Nordjysk Naturtalent 2012.

Knap 60 gymnasieelever kæmpede i fire forskellige kategorier: biologi, kemi, fysik og matematik, og i hver af kategorierne var der en førstepræmie på 2000 kroner og en andenpræmie på 1000 kroner sponsoreret af Det Obelske Familiefond. Til den bedste af alle opgaverne på tværs af kategorierne var der så yderligere 3000 kroner og titlen som Nordjysk Naturtalent, som altså gik til Joakim Møller fra Aalborghus Gymnasium. Det nykårede naturtalent overvejer enten at læse noget inden for matematik-fysik eller eventuelt medievidenskab. Inden studiet går i gang, står den imidlertid på to sabbatår, hvor der først skal tjenes nogle penge, og så skal der rejses. Derefter vil han gerne arbejde et års tid som lærer i matematik, fysik og engelsk på en efterskole, men hvorfor dog ikke bare gå direkte i gang med studiet, som politikerne gerne ser de unge gør?

- Fordi jeg synes, at det er en tåbelig holdning at have, at det bare handler om at blive færdig med studierne så hurtigt som muligt. Det handler også om at udvikle sig som menneske, og det vil jeg bruge mine sabbatår til. Ved at rejse, møde andre kulturer og lære andre mennesker at kende, udvikler jeg mig, og den menneskelige udvikling er altså også vigtig, så mine sabbatår er bestemt ikke spildte år, siger det nykårede naturtalent fra Aalborghus Gymnasium.

Atomer og farver

Og Joakim Møllers indsats med rapporten var bestemt heller ikke spildt. Om rapporten siger professor Thomas Garm Pedersen fra Institut for Fysik og Nanoteknologi på Aalborg Universitet:

- Joakim Møller har i sin rapport arbejdet med grundlaget for kvantemekanikken, som er ”naturloven” for atomer, molekyler og tilsvarende systemer på meget lille skala. På kvanteniveauet beskrives eksempelvis elektroner som bølger, og Joakims arbejde handler om den ”bølgeligning”, hvis løsning beskriver elektronernes egenskaber. For det simpleste atom, brintatomet, forudsiger ligningen, at lys udsendt fra atomet vil bestå af ganske bestemte farver. Dette fænomen blev først forklaret af danskeren Niels Bohr i hans forløber til kvantemekanikken. Joakim har gennemgået den moderne kvantemekaniks forudsigelser af disse farver og eftervist resultatet ved at studere lyset fra en gas af brintatomer. Rapporten forklarer dermed, hvordan kvantemekanikken i dag er et utroligt nyttigt redskab, der vha. moderne computere kan bruges til at forudsige farven af alt fra farvestoffer i mad til lyset fra lysemitterende dioder, såkaldte LED’er.

Samtlige vindere

Udover den fornemste titel var der masser af priser til andre elever fra aalborgensiske gymnasier, mens der var en enkelt pris til en elev fra Hjørring Gymnasium og en fra Støvring Gymnasium.

Joakim Møller tog sig af to af ni uddelte priser. Udover at vinde Naturtalentprisen, vandt han også Fysikkategorien, hvor Steffan Schmidt fra Støvring Gymnasium fik en andenplads for sin opgave om ”Elektrokemi”.

I Kemikategorien fik Jeppe Bast Ketilsson fra Hjørring Gymnasium en førsteplads for sin opgave om ”Spændingskilder og elektrokemi”, mens Kristina Thorsteinsson fra Hasseris Gymnasium fik en andenplads for sin opgave om ”Enzymkinetik”.

Mathias Buus Lanng fra Hasseris Gymnasium kom på førstepladsen i Matematikkategorien for en opgave om ”Aerodynamik med fokus på Formel 1-biler”, mens Andreas Fuglsig fra Aalborg Katedralskole fik en andenplads i samme kategori for sin opgave om ”Bevægelse (raketfremdrift)”.

Jacob Løwig Nordentoft fra Aalborg Katedralskole kan glæde sig over at have skrevet den bedste opgave i Biologikategorien med sin opgave om ”Vinproduktion”, mens Sofie Elmqvist Bendixen fra Hasseris Gymnasium snuppede andenpladsen i kategorien for sin rapport om ”Kræft og logistisk vækst”.