Ny chef for Aalborg Universitets tekniske forvaltning

Lederen af Teknisk Forvaltning, Keld Toldbod har valgt at gå på efterløn og afløses af Ane T. O. Lyngø

Lagt online: 06.07.2012

Med Ane Lyngø får Aalborg Universitet en kreativ, skarp og resultatorienteret leder for Teknisk Forvaltning. Ane glæder sig til at udvikle og kvalitetssikre Teknisk Forvaltnings profil og ydelser i tæt samarbejde med ledelse, brugere, medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere.

Ane beskriver selv sine visioner for Teknisk Forvaltning således ”Jeg vil brænde for at gøre Teknisk Forvaltning til det mest moderne initiativtagende serviceorgan. Optimere, udvikle og vedligeholde rammerne gennem motiverende og resultatskabende ledelse”.

Ane Lyngø er uddannet arkitekt fra Århus Arkitektskole i 1998 og har tidligere arbejdet med professionel rådgivning inden for byggeriet. Ane Lyngø har selv drevet rådgivende arkitektvirksomhed og har en bred erfaring med bygningsplanlægning, byggestyring, projektledelse m.m. Sideløbende har Ane Lyngø taget Top Governance Bestyrelsesuddannelsen ved Business Institute i Aalborg og er i dag bl.a. bestyrelsesmedlem i Skallerup Klit Feriecenter A/S.

Ane Lyngø er 43 år og bor i Nørresundby sammen med sin mand og deres to drenge. I fritiden vil Ane gerne have tid til digital fotografering, natur, sejlads og bjergbestigning.

Ane Lyngø tiltræder stillingen som leder af Teknisk Forvaltning den 1. august.