Ny stor kvote 2 fremgang for AAU

Stor fremgang for AAU. Antallet af 1. prioriteter stiger 8 % og når i år 1.338. Det samlede antal ansøgninger stiger 10 % og kommer op på 4.724 ansøgninger.

Lagt online: 22.03.2012

Aalborg Universitet fortsætter sin stime med rekordsøgninger. Således også med årets kvote 2 tal, der viser det største antal 1. prioriteter nogensinde med 1.338 ansøgere, en fremgang på 8 % mens det samlede antal ansøgninger også slår rekord med 4.724, en fremgang på 10 %.

* Størst fremgang i antal 1. prioriteter har det Ingeniør-Naturvidenskabelige område i Aalborg 
   med 29 %. Det er især Medialogy og Software, som kan notere solide plusser.
* Det Samfundsvidenskabelige område kan samlet præstere en fremgang på 27 %, hvor det er
   socialrådgiver, som går mest frem.
* Det Humanistiske område har en mindre tilbagegang på 5 %, hvilket dækker over tilbagegang
   i Aalborg og fremgang i København. Det er Humanistisk Informatik, der trækker fremgangen
   på campus i København.
* Det Ingeniør og Naturvidenskabelige område i København har samme antal ansøgere som i 2011,
   nemlig 117. Tallene dækker over fremgang for Sustainable Biotechnology og tilbagegang for It,
   Communication and New Media.
* På AAU’s campus i Esbjerg har det Ingeniør-Naturvidenskabelige område fremgang fra 25 i fjor til
   34 i år. Det er Medialogy, der går frem.
* Det Sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet er stort set uforandret med 219
   førsteprioriteter mod 225 i fjor.

Rektor Finn Kjærsdam noterer med tilfredshed, at AAU trods rekord fremgang i kvote 2 i fjor alligevel formår at bygge godt 8 % ovenpå i år:

- Erfaringerne viser, at man ikke nødvendigvis kan slutte fra kvote 2 og til det samlede optag til sommer. Men dette foreløbige kvote 2 resultat er meget tilfredsstillende for os – ikke mindst på baggrund af en to cifret fremgang i fjor.
- Jeg tror den dårlige beskæftigelsessituation flere steder i landet er årsagen til fremgangen i søgningen. Måske har flere unge eller deres forældre også bemærket uddannelsesminister Morten Østergaards udmelding i medierne, om at flere bør søge universiteterne via kvote 2, slutter rektor Finn Kjærsdam.

I 2012 har AAU fri adgang for kvalificerede ansøgere til alle bachelor- og professionsbachelor-uddannelser – med undtagelse af de populære og meget søgte uddannelser Jura, Economics and Business Administration, Medicin, Psykologi samt Humanistisk Informatik i København.

Kontakt:
Rektor Finn Kjærsdam, Tlf. 4055 8522
Områdeleder, Studiekontoret, Helle Thomsen, Tlf. 9940 9445