Perspektivrigt samarbejde mellem Rigspolitiet og Aalborg Universitet

En omfattende partnerskabsaftale er netop faldet på plads mellem Rigspolitiet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Partnerskabet har fokus på fælles vidensudvikling og -deling på det politividenskabelige område.

Lagt online: 03.07.2012

Den brede partnerskabsaftale udspringer af samarbejdet mellem parterne omkring etableringen af en masteruddannelse i politivirksomhed, som efter planen skal starte til næste år. Herigennem opstod interessen for også at opbygge et politividenskabeligt forskningsmiljø i Danmark, som forventes at blive placeret på Aalborg Universitet i København (AAU-Cph).

Partnerskabsaftalen kommer organisatorisk til at være forankret på Institut for Statskundskab, som har lagt en ambitiøs plan for udvikling af et politividenskabeligt forskningscenter, der skal samarbejde med forskningsmiljøer internt på Aalborg Universitet samt med miljøer på andre danske og udenlandske universiteter. ”Der tegner sig nogle rigtig spændende samarbejdsperspektiver både på forskningssiden og også fremadrettet med Rigspolitiet, hvor vi så småt er ved at se på muligheder for at udvide vores samarbejde til også at omfatte forsknings-, udviklings-, og evalueringsprojekter”, siger institutleder Morten Lassen.

Rigspolitiet varetager og koordinerer allerede i dag en bred vifte af formidling, udvikling og projekter inden for det politifaglige område, men ønsker fremadrettet i højere grad at samarbejde om forskning. Der er derfor stor fokus internt i Politiet på etableringen og opbygningen af forsknings- og udviklingsmiljøer, der kan understøtte denne udvikling. I praksis kommer dette bl.a. til udtryk gennem samarbejdet med AAU. ”Rigspolitiet og Politiskolen er i gang med at forberede et kompetenceløft i hele organisationen med en ny akkrediteret grunduddannelse. Samarbejdet med Aalborg Universitet er en bevidst del af vores strategi”, udtaler politiinspektør Peter Ekebjærg. ”

Partnerskabet kommer desuden til at omfatte gensidig brug af undervisere, hvor det er fagligt relevant; Bistand til evalueringsopgaver hos politiet - evt. i form af studenterprojekter; Pædagogisk og faglig kompetenceudvikling af undervisere på Politiskolen; Udvikling af biblioteksdriften for Rigspolitiet; Vurdering af merit- og crossover-mulighederne fra Politiskolens kommende professionsuddannelse i politivirksomhed til Aalborg Universitets uddannelser.

For yderligere information kontakt:

  • Institutleder Morten Lassen, Institut for Statskundskab, tlf. 9940 8182
  • Politiinspektør Peter Ekebjærg, Rigspolitiet, Koncern HR, tlf. 4128 0167