Prestigefyldt mobilinnovationspris til AAU-forsker

Banebrydende forskning inden for mobilkommunikation giver professor Frank Fitzek en særdeles prestigefyldt innovationspris, mobiloperatøren Vodafones Innovationspris 2012. Forskningen skal gøre det muligt for brugere at dele data mellem sig.

Lagt online: 03.05.2012

De 25.000 euro, der følger med mobiloperatøren Vodafones Innovationspris 2012, kommer helt sikkert til at gøre gavn, men æren og anerkendelsen er vigtigere for professor Frank Fitzek, leder af Mobile Device Group ved Institut for elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.

- Da vi begyndte at forske i user cooperation (det at mobiltelefonbrugere i tæt geografisk afstand kan dele data, red.) for år tilbage, var der ikke nogen, der troede på os, men alligevel fortsatte vi arbejdet. Derfor er denne flotte pris ikke bare en anerkendelse af mit arbejde, men af alt det arbejde forskere inden for området har gjort, og prisen giver mulighed for, at folk, der endnu ikke har hørt om os og vores projekt, nu får kendskab til det, siger en tilfreds Frank Fitzek.

Og det er virkelig en prestigefyldt pris, Frank Fitzek får. Prisen uddeles nemlig kun til én person én gang om året og fortrinsvis til en forsker i det tysktalende område, som rummer cirka 100 millioner mennesker.

- Det giver mig en rigtig god følelse sådan at modtage denne anerkendelse, selv om jeg ikke længere er en del af det tyske forskningsmiljø, men er her i Danmark – og det er jeg meget lykkelig over at være, siger Frank Fitzek, som er født og opvokset i Tyskland, men har været ansat på Aalborg Universitet siden 2003.

Udover det eksklusive i at prisen kun uddeles til en person om året, er der en anden grund til, at denne pris virkelig glæder Frank Fitzek.

- Jeg har været med til at bygge forskningsområdet user cooperation op, og det, at jeg har været med i opbygningen af området, gør anerkendelsen endnu større end hvis jeg ”bare” havde bidraget med elementer til andres forskning. Jeg og mine forskningskollegaer på området har virkelig gjort en forskel, og det er dejligt, at det er blevet bemærket og anerkendt, siger Frank Fitzek.

Forskningen i user cooperation er begyndt at give resultater. To ph.d.-studerende, som Frank Fitzek er vejleder for, har netop åbnet start-up virksomheden Steinwurf. Frank Fitzek er overbevist om, at det netop er opstart af nye virksomheder, der skal redde Danmarks fremtid, og han vil bruge innovationsprisen til at overbevise de studerende om, at det er den rigtige vej at gå.

- Nu kan vi se, at det, som ingen udover os i en lille gruppe troede på for få år siden, faktisk virker og bliver anerkendt. Produktionen af mobilhardware har vi i Europa for længst tabt til andre verdensdele, men der, hvor vi kan slå eksempelvis Asien, er på innovationsdelen. Vi skal blive ved med at udvikle os, og prisen er med til at give mig mere troværdighed over for de studerende, når jeg skal igennem til dem med det budskab og inspirere dem til at starte egen virksomhed, siger Frank Fitzek.

Frank Fitzek modtog prisen ved en ceremoni i Dresden, Tyskland den 2. maj.

Se præsentationsvideo


For yderligere information:


Frank Fitzek, 9940 8678, mobil +49 1735 482947, ff@es.aau.dk.