I forhold til sidste år kan 707 flere unge starte på AAU i Aalborg, Esbjerg og København. Det er en stigning på knap 20 pct. sammenlignet med 2011 og over 80 pct. flere nye studerende end i 2009. Af de 4316 optagne har 3679 fået studieplads i Aalborg, 409 i København og 128 i Esbjerg. Desuden er 34 optaget på standby på de fire bacheloruddannelser med adgangsbegrænsning: Medicin (adgangskvotient på 10,9), Psykologi (9,6), Jura (8,2) og Humanistisk Informatik i København (7,9). Alle kvalificerede ansøgere er blevet optaget undtagen på disse fire uddannelser.
AAU’s rektor Finn Kjærsdam glæder sig over, at rekordmange unge i år får tilbudt en studieplads, og han noterer samtidig med tilfredshed, at interessen for AAU bliver ved med at stige både i Aalborg, København og Esbjerg.
- Det er også glædeligt, at særlige AAU-uddannelser som Humanistisk informatik og Medialogi fortsætter deres fremgang, siger Finn Kjærsdam, der ser frem til at tage imod de mange nye studerende i Aalborg fredag den 31. august og mandag den 3. september på AAU’s nye campus i København. Esbjerg har også studiestart den 3. september.
Rekordoptaget kommer ikke som en kæmpe overraskelse. Allerede da ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb i starten af juli, stod det klart, at AAU skulle byde velkommen til flere end nogensinde. Derfor er universitetet også i fuld gang med at ansætte kvalificerede medarbejdere og med at sikre tilstrækkeligt med egnede undervisningslokaler.
Fremgang på alle områder
Der er fremgang på alle AAU’s hovedområder: Humaniora, Samfundsvidenskab, Sundhedsvidenskab samt Ingeniør- og Naturvidenskab.
Størst fremgang er der på det samfundsvidenskabelige område med +28,3 pct. i forhold til 2011. I alt optager samfundsvidenskab 1280 nye studerende, hvilket er 282 flere end sidste år. Inden for de ingeniør- og naturvidenskabelige områder er der optaget i alt 1569, hvilket samlet set er 266 flere optagne (+20,4 pct.) sammenlignet med 2011. Sundhedsvidenskab optager 363, hvilket er 24 flere end i 2011 (+7,1 pct.). På det humanistiske område er der optaget i alt 1104, en stigning på 135 (+13,9 pct.) i forhold til sidste år.
Optag på ingeniøruddannelserne
På ingeniøruddannelserne er der i alt optaget 813 i Aalborg, Esbjerg og København, hvilket er en fremgang på 69 optagne (+9,3 %). De 813 optagne er fordelt med 76 på diplomingeniøruddannelser og 737 på de tekniske bacheloruddannelser. Dertil kommer 39 optagne på den tekniske bacheloruddannelse i Sundhedsteknologi, som er medregnet under Sundhedsvidenskab.
Det højeste antal optagne er på bacheloruddannelserne i Arkitektur og Design med 187 optagne (+32), Software med 92 optagne (+4) og på Byggeri og Anlæg med 70 optagne (+11). De øvrige ingeniørområder oplever en mindre fremgang eller tilbagegang, størst fremgang har Energi i Aalborg med 56 optagne (+16) og Maskinkonstruktion i Esbjerg med 17 optagne (+14), og den største tilbagegang oplever It, Communication and New Media i København med 23 optagne (-14) og Kemiteknologi i Aalborg med 5 optagne (-10).
Optag på øvrige tekniske uddannelser
Landinspektør har en fremgang med 12 optagne i Aalborg (+2) og 25 optagne i København (+15). Teknoantropologi, som blev udbudt som ny uddannelse i 2011, er kommet godt i gang med 31 optagne i Aalborg (+13) og 76 optagne i København (+49).
Optag på Naturvidenskab
It-uddannelsen Medialogy har stor fremgang i både Aalborg med 114 optagne (+20), København med 234 optagne (+75) og Esbjerg med 43 (+13). Medialogi er fra 2011 udbudt som en engelsksproget uddannelse, og tiltrækker mange udenlandske ansøgere. Andre uddannelser med fremgang er bl.a. Matematik og Statistik med 31 optagne (+12) og Matematik-Økonomi oplever også en lille fremgang med 24 optagne (+2). De øvrige naturvidenskabelige uddannelser oplever en mindre fremgang eller tilbagegang.
Optag på Sundhedsvidenskab
Medicin med industriel specialisering har med 120 optagne en fremgang på +20, og Sundhedsteknologi med 39 optagne en fremgang på +15. Der er optaget 56 på Medicin, hvor antallet af studiepladser er fastsat af Uddannelsesministeriet. Idræt optager 148 optagne, hvilket er en mindre tilbagegang (-11).
Optag på Samfundsvidenskab
Der er fremgang på alle AAU’s samfundsvidenskabelige uddannelser. Det højeste antal optagne er på Socialrådgiver med 299 optagne (+87), Sociologi med 225 optagne (+11), HA med 216 optagne (+39), HA.jur. med 122 optagne (+56) og Jura med 120 optagne.
Den nye engelsksprogede bacheloruddannelse i Economics and Business Administration er kommet fint fra start med 27 optagne.
Optag på Humaniora
De optagne på de humanistiske uddannelser er fordelt med 978 i Aalborg (+115) og 126 i København (+20). Det højeste antal optagne er på Humanistisk Informatik i Aalborg med 257 optagne (+49), International Virksomhedskommunikation med 164 optagne (+25) og Psykologi med 155 optagne.
Af øvrige uddannelser, der har stor fremgang i antal optagne, er Engelsk SIS med 100 optagne (+25), Engelsk med 79 optagne (+20) og Humanistisk Informatik i København med 126 optagne (+20). De øvrige humanistiske uddannelser oplever en mindre fremgang eller tilbagegang.
Ledige studiepladser på AAU
Selv om AAU i år optager rekordmange nye studerende, er det dog stadig muligt at søge ind på en række studier i løbet af august. Se listen over uddannelser med ledige studiepladser og læs hvordan du søger ind.
Ni AAU-uddannelser må imidlertid melde alt udsolgt. Det gælder: Medicin, Arkitektur og Design, Medialogi i Aalborg og København, Jura, Socialrådgiver, Sociologi, Psykologi, International Virksomhedskommunikation (dog kun studieretningen Engelsk) samt Humanistisk Informatik i Aalborg og København.
I 2011 blev 522 tilbudt optagelse på en ledig studieplads, efter den ordinære optagelse var afsluttet 30. juli.
- Vores Studievejledning er allerede fra om formiddagen den 30. juli klar med hjælp til alle, der er interesseret i en ledig studieplads. Men man skal nok være forberedt på, at der kan være lidt ventetid, for vi ved af erfaring, at vores telefoner og mailbokse gløder de første dage, efter ansøgerne har modtaget optagelses- eller afslagsbreve, fortæller områdeleder for AAU’s Studiekontor og Studievejledning studiekontor, Helle Thomsen.
Yderligere information
- Rektor Finn Kjærsdam, telefon 40 55 85 22
- Prorektor Inger Askehave, telefon 27 87 98 29
- Områdeleder Helle Thomsen, Studiekontoret, telefon 99 40 94 45
- Se oversigt over ledige pladser på AAU 2012
- Se oversigt over optagelsen på AAU’s uddannelser 2012
- Læs artikel: Aalborg Universitet har søgningsrekord for 4. år i træk