Guidelinen er udformet på baggrund af analyser og erfaringer fra en række bæredygtige renoveringer af offentlige bygninger og almene boliger i de fire deltagende lande, heraf tre i Danmark. Analyserne viser, hvilke strategier, de forskellige bygherrer har benyttet sig af.
Guidelinen er bygget op som en ti-trinsmodel, som man skal igennem for at kunne lægge en bæredygtig strategi for renoveringen. I modellen kan man vægte de forskellige miljøindikatorer alt efter hvilken type bygning, man har med at gøre. Indikatorerne spænder over bl.a. energi, valg af materialer, affaldshåndtering og et godt indeklima.
”Guidelinen er primært tænkt som en støtte til bygherren for at hjælpe ham til at tænke i bæredygtige baner, når han står over for en renovering. Han kan bruge den til at stille krav til rådgivere og entreprenører om at følge ti-trinsmodellen. Men opfordringen kan også gå den anden vej, så det er rådgiver og entreprenør, der bruger modellen til at forelægge en bæredygtig renoveringsstrategi for bygherren”, siger seniorforsker Kim Haugbølle fra SBi, der er en af de danske deltagere i SURE- projektet.
Gratis seminar den 21. marts
Du kan få indblik i den nye guideline og drøfte erfaringerne fra de bæredygtige renoveringer, når partnerne bag udviklingsprojektet inviterer til halvdagsseminaret 'SUstainable REfurbishment (SURE)' onsdag 21. marts 2012 kl. 9-12.30 hos Københavns Ejendomme, Mødecenter 2-3, Nyropsgade 1 stuen, 1602 København V.
Tilmelding kan ske på sbi.dk/sure2012. Her er der også et link til guidelinen. Det er gratis at deltage i seminaret, men tilmelding er nødvendig.
Som deltager bliver der mulighed for at drøfte de nordiske erfaringer om bæredygtige fornyelsesstrategier med førende nordiske forskere og praktikere, der har fingeren på pulsen, når det gælder udvikling af et bæredygtigt bygget miljø. Der bliver også mulighed for i små grupper at øve sig i at bruge guidelinen.
Energistyrelsen har ydet økonomisk støtte til den danske del af projektet.
Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Kim Haugbølle, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet (khh@sbi.dk, telefon 99 40 22 21).