Stærkt fagmiljø og familievenlige rammer henter italiensk supertalent til dansk energiforskning

Muligheden for at løse samfundsvigtige udfordringer i et stærkt forskningsmiljø har fået en af Italiens førende unge energi-forskere til at takke ja til et professorat på Aalborg Universitet. Familievenlige danske rammer, som også giver ægtefællen gode karrieremuligheder, har været en vigtig brik i beslutningen.

Lagt online: 05.07.2012

I Italien er det vanskeligt for kvinder både at arbejde og have børn. Det er anderledes i Danmark, som er meget mere familievenligt. Min kone Natalia er ingeniør og har også taget en ph.d.-grad, og det har været vigtigt for os og for vores beslutning, at der også kan være en karrieremulighed for hende her, forklarer 38-årige Marco Liserre, som bliver ansat på Aalborg Universitets store Institut for Energiteknik.

Som del af forskningscentret CORPE (Center Of Reliable Power Electronics) skal han bane vej for pålidelige løsninger, som fremmer bæredygtige energikilder som vind og sol. Centrets leder, professor Frede Blaabjerg, er fuld af lovord om sin yngre kollega, som han kender særdeles godt, fordi Marco Liserre gennem en årrække jævnligt har været på besøg i Aalborg i forbindelse med internationale samarbejder om forskning og uddannelse:

- Lige siden han første gang kom til Aalborg for 13 år siden, har hans evner som forsker og hans organisatoriske talenter været åbenlyse. Han har på et meget tidligt tidspunkt i karrieren været i stand til at se løsninger inden for vores område, som har fået stor betydning, i takt med at der er kommet større fokus på vedvarende energi. Det betyder også, at hans arbejde bliver brugt flittigt af andre forskere rundt om i verden, som arbejder med de samme problemstillinger, fortæller Frede Blaabjerg.

Stærk spiller til stærkt hold

Fodboldklubbers sportsdirektører plejer at have armene oppe over hovedet, når det lykkes at forstærke truppen i de årlige transfervinduer. På samme måde jubler dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet over, at det takket være et særligt professor-program støttet af Det Obelske Familiefond har været muligt at hente en kapacitet fra det øverste internationale talentlag til Danmark:

- Den form for elektronik, som forskerne i CORPE beskæftiger sig med, er et højt prioriteret område for os i fremtiden, fordi det er nøglen til at løse mange af vores problemer på energi- og klima-området. Derfor betyder det meget for os, at vi er i stand til at tiltrække de bedste forskere, selv om andre naturligvis også gerne vil have fat i dem. Jo stærkere et hold, vi kan etablere, jo mere attraktiv en samarbejdspartner bliver vi både for industrien og for andre universiteter.

Unge ambitioner

Marco Liserre bekræfter, at han har haft andre tilbud fra forskningsinstitutioner og virksomheder i flere lande. Personlige ambitioner om at udrette bedrifter, der for alvor kan gøre en forskel, var med til at svinge rejsepilen i Aalborg Universitets retning.

- Der findes gode miljøer overalt, men jeg kan godt lide den måde, tingene er organiseret på i Aalborg. Instituttet og centret har været i stand til at tiltrække de bedste forskere, jeg kender inden for mit felt, og der er ressourcer til at tackle en ny og stor udfordring. Når man som jeg er ung, vil man gerne udrette noget vigtigt med sin forskning. Rammerne her gør det muligt, siger Marco Liserre, som giver et kendt dansk produkt en del af æren for, at han valgte ingeniørvejen.

- Da jeg var syv år gammel, fik jeg en æske Lego i gave. Fra da af og til jeg var voksen, legede jeg stort set kun med Lego, og min drøm var at blive opfinder. Den første gave til min søn var også en boks med Legos Duplo-klodser, fortæller Marco Liserre.- og tilføjer med et smil, at han ikke vil tvinge sønnen Francesco i en bestemt retning, men at knægten omvendt virker til at være så glad for klodserne, at der måske er en ny ingeniørspire på vej.

Yderligere oplysninger:

• Ansættelsen af Marco Liserre er støttet af Det Obelske Familiefond via et særligt professorprogram, som er etableret med det formål at tiltrække dygtige internationale forskere til Aalborg Universitet.
• Professor Marco Liserre, Institut for Energiteknik, AAU, tlf. 5142 1514.
• Professor Frede Blaabjerg, leder af forskningscentret Corpe, AAU, tlf. 2129 2454
• Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 2944 8337.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, AAU, tlf. 2340 6554.