Studiestart i spændende scenografi på Sohngaardsholmsvej Aalborg

Når de studerende på mandag studiestarter på Byggeri & Anlæg, på Kemi & Bioteknologi samt på Adgangskursus møder de både Ny Nordisk Mad og opsigtsvækkende arkitektur ved hovedindgangen.

Lagt online: 27.08.2012

730 nye studerende og deres undervisere fra Adgangskursus samt fra de to institutter holder fællesarrangement omkring Det Sorte Tårn – et kubisk bygningsværk, der både af ydre og indre rummer arkitektoniske og byggetekniske fagligheder. Det Sorte Tårn er omdrejningspunkt for de studerendes frokost, der også bliver ud over det sædvanlige. Frokosten er sund, består af dansk brød, grønt og kød og vil sikkert få en del til at løfte et øjenbryn på grund af de uvante råvarer.

”Vores studiestart må gerne vække opsigt”, siger Institutleder, Byggeri & Anlæg, Peter Frigaaard, som ikke lægger skjul på at bygge- og anlægsingeniøruddannelsen og faget som sådan ofte savner spræl, liv og nybrud, ”… det billede vil jeg gerne være med til at lave om på”, siger han.
Institutleder på Kemi & Bioteknologi Henriette Giese udtaler: ”Der tales så meget om tværfaglighed og det kan vi lige så godt vise med det samme for vores studerende, for ved at bryde faglige grænser når vi vidt”. Henriette Giese og Peter Frigaards institutter er gamle naboer på Sohngårdsholmsvej og ny nabo er Adgangskursus.
Leder Inge Stenner Rasmussen supplerer: ”Det er væsentligt for de nye studerende at blive modtaget godt og fornemme at tværfaglighed prioriteres fra starten”.

De 730 studerende stifter bekendtskab med en sort pavillon, tegnet og konstrueret af videnskabelig assistent på centeret FOOD+DESIGN Stina Holm Jensen sammen med Randi Elisabeth Knudsen. Begge er civilingeniører med arkitektur som speciale og pavillonen er oprindeligt udviklet til et projekt på Hirtshals Havn, hvor arkitekturens betydning som turistvirkemiddel blev undersøgt.

I den specielle scenografi til studiestart serveres en gedigen sandwich, udviklet i samarbejde mellem kokken Mikael Christensen og det tværfaglige center FOOD+DESIGN med blandt andet langtidsstegt svineslag, estragon og syltet kål.

Se invitationen til studiestart 2012 på Byggeri & Anlæg, på Kemi & Bioteknologi samt på Adgangskursus.

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Institutleder Henriette Giese, Kemi & Bioteknologi, hgiese@bio.aau.dk tlf. 99403540
  • Institutleder Peter Frigaard, Byggeri & Anlæg, pf@civil.aau.dk tlf. 99408479
  • Leder Inge Stenner Rasmussen, Adgangskursus, isr@staff.aau.dk tlf. 99409771