Talent-database skal øge unge forskeres erhvervssamarbejde

Aalborg Universitet har som et af de første universiteter i Europa kortlagt talentmassen hos den store gruppe af ph.d.-studerende, som beskæftiger sig med IKT. En database med oplysninger om de unge forskeres evner og interesser skal bane vej for øget erhvervs-samarbejde.

Lagt online: 15.02.2012

Den omhyggelige registrering indgår i en serie nye initiativer under overskriften BrainMatch, hvor universitetet samarbejder med IKT-brancheorganisationen BrainsBusiness.

- Vi driver forskning for samfundets skyld og ikke for vores egen. Det potentiale, der ligger i øget nyttiggørelse af universiteternes forskning er så stort, at det kan sikre Danmarks vækst og velfærd fremover. Det forsøger vi på løbende, og nu søsætter vi en ny række af initiativer, der skal understøtte den udvikling – til gavn for både virksomheder og vores forskere og studerende, forklarer dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet (TEKNAT).

 

 

BrainMatch-initiativet fokuserer i første omgang på informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som i forskellige afskygninger involverer alle Aalborg Universitets fakulteter. TEKNAT-dekanen forventer, at modellen vil brede sig til andre fagområder og til andre danske og europæiske universiteter. Den grundlæggende målsætning er, at endnu flere ph.d.-studerende skal samarbejde med virksomheder om innovation, der kan føre til nye opfindelser og patenter:

- I dag er det cirka halvdelen af vores ph.d.-studerende, der i løbet af deres studietid samarbejder med en eller flere virksomheder. Vores målsætning er at alle – både danske og udenlandske – ph.d.-studerende skal samarbejde med virksomheder i løbet af deres studietid, forklarer Eskild Holm Nielsen.

Opbakning fra erhvervslivet

Konkret har BrainsBusiness kortlagt de ph.d.-studerendes forskningskompetencer, som nu skal tilbydes virksomheder, der søger kompetencer, øget innovation eller viden inden for et givent felt. Kortlægningen og den tilknyttede brugervenlige søgefunktion i databasen vil løbende blive udbygget, og det hele foregår i tæt samarbejde med repræsentanter fra erhvervslivet. Én af dem er Grimur Lund, der er administrerende direktør i den engelske software-koncern AVEVAs afdeling i Aalborg:

- Danske virksomheder skal for alvor søge vækst via deres forsknings- og udviklingsafdeling. Og kortlægningen af de ph.d.-studerende bliver en ny døråbner ind til universitetet, som ikke er set før. Det er et digitalt katalog over viden og kompetencer, og en unik mulighed som alle virksomheder bør gøre brug af. Netop ph.d.’erne er jo et oplagt sted at starte, da de per definition beskæftiger sig med ny forskning inden for et meget specifikt område. Det skal føre til nye opfindelser og ny teknologi, pointerer Grimur Lund.

Undersøgelser blandt de ph.d.-studerende viser, at langt de fleste gerne vil i øget dialog med erhvervslivet. Dels for at få afprøvet deres studier i praksis, dels som karrierefremmende middel - men også for eventuelt at søge patenter i samarbejde med en virksomhed:

- Det er min opfattelse, at mange af mine medstuderende i stigende grad søger hen imod anvendt forskning frem for akademiske problemstillinger, der kan have en vis distance til virkeligheden. Derfor håber jeg, at det nye initiativ blandt andet kan hjælpe med til, at min forskning bliver eksponeret for en lang række virksomheder, siger ph.d.-studerende Rasmus Krigslund, der blandt andet har samarbejdet med Lyngsoe Systems om udvikling af trådløs teknologi til logistikløsninger.

De igangværende BrainMatch-projekter munder ud i en national konference i Aalborg den 27. marts 2012, hvor en lang række danske forskere og virksomheder sætter hinanden stævne, og hvor Aalborg Universitet vil fremvise den nyeste forskning på IKT-området.
 

Yderligere oplysninger:

  • Tjek den søgbare BrainMatch-database med strukturerede oplysninger om de mange ph.d.-studerendes spidskompetencer.
  • Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, tlf. 9940 9632, mobil 2944 8337
  • Informationsansvarlig Berit Borup Brendborg, BrainsBusiness, tlf. 9940 8892, mobil 2286 9891
  • Adm. direktør AVEVA, Grimur Lund, tlf. 9930 1110, mobil 4035 7095
  • Ph.d.-studerende Rasmus Krigslund, tlf. 9940 7516, mobil 2874 4309